BEK 1321/2024 · Bekendtgørelse om muslinger m.m.
BEK 1321/2024 Art. 22
Åbning af permanent mikrobiologisk klassificering m.v.
Fødevarestyrelsen åbner permanent klassificerede produktionsområder og opdrætsanlæg med mikrobiologisk klassificering A, B eller C særskilt for hver enkelt art af muslinger m.m. og med virkning for hver enkelt primærproducent eller gruppe af primærproducenter, jf. § 29, hvis 1) primærproducenten eller gruppen af primærproducenter i ugen inden den første høstdag i produktionsområdet eller opdrætsanlægget udtager og indsender samt sikrer analyser for mikrobiologiske forureninger i fem prøver af levende muslinger m.m. efter bestemmelserne i bilag 7, 2) primærproducenten eller gruppen af primærproducenter sikrer, at analyseresultaterne sendes til Fødevarestyrelsen med oplysning om, at resultaterne ønskes anvendt til åbning af den permanente klassificering, og 3) Fødevarestyrelsen vurderer, at analyseresultaterne af samtlige prøver af muslinger m.m. er i overensstemmelse med bestemmelserne om mikrobiologisk klassificering i kontrolforordningen for animalske fødevarer, hygiejneforordningen for animalske fødevarer og mikrobiologiforordningen, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Med angivelse af de i bilag 1 anførte produktionsområdenumre eller de enkelte opdrætsanlægs tilladelsesnumre, giver Fødevarestyrelsen på Fødevarestyrelsens hjemmeside (www.fvst.dk) meddelelse om, i hvilke produktionsområder og opdrætsanlæg den permanente klassificering er åben, og hvor længe åbningen gælder, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Fødevarestyrelsen åbner ikke permanent klassificerede produktionsområder med mikrobiologisk klassificering A, B eller C på baggrund af analyseresultater fra prøver udtaget af vildtlevende muslinger m.m. høstet ved håndbrejling, manuel optagning eller dykning.