BEK 1318/2024 Art. 82
Registrering i CHR af heste og identifikationsdokumenter
Registrering af hændelser for heste født i Danmark efter § 79, stk. 1 og 3, og registrering af hændelser for alle heste efter § 79, stk. 11-12, og registrering efter § 80, skal foretages digitalt i SEGES’ Hestedatabase, jf. dog § 91.
Stk. 2. Registrering af hændelser i forbindelse med flytning af en hest til Danmark fra en anden EU-medlemsstat, jf. § 79, stk. 1-3, og registrering af hændelser, jf. § 79, stk. 4, skal foretages ved indsendelse af dyrets identifikationsdokument til SEGES eller, hvis relevant, til andet pasudstedende organ.
Stk. 3. Ved indførsel af en hest fra et tredjeland skal registrering af hændelser, jf. § 79, stk. 1-3, foretages ved indsendelse af dyrets identifikationsdokument og folkesundhedserklæring til SEGES eller, hvis relevant, til andet pasudstedende organ.
Stk. 4. Udstedelse af nyt ejercertifikat, jf. § 75, stk. 3, og registrering af ejerskifte for en ikke-registreret hest, jf. § 79, stk. 6, skal foretages ved indsendelse af ejercertifikatet for den tidligere operatør og anden relevant dokumentation og information til SEGES, herunder dato for ejerskifte samt CVR- eller CPR-nummer og telefonnummer for den nye operatør af hesten. Hvis den nye operatør ikke har dansk CVR- eller CPR-nummer, oplyses i stedet navn, adresse og land.
Stk. 5. Registrering af kastration, jf. § 79, stk. 5, skal foretages ved at kontakte SEGES pr. telefon eller e-mail eller, hvis relevant, til andet pasudstedende organ.
Stk. 6. Registrering af hændelser efter § 79, stk. 8-10, skal foretages via Fødevarestyrelsens app “CHR”, via webservice eller digitalt i SEGES’ Hestedatabase, jf. dog § 91.