BEK 1318/2024 Art. 79
Registrering i CHR af heste og identifikationsdokumenter
Operatøren af en hest skal, jf. artikel 9 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/963, i CHR registrere oplysningerne i artikel 64, litra b, nr. ii-iii og v-vii, i Kommissionens delegerede forordning 2019/2035, når hesten er identificeret eller flyttet til Danmark fra udlandet.
Stk. 2. For en hest flyttet til Danmark fra udlandet skal tillige registreres den unikke kode, jf. artikel 64, litra b, nr. i, i Kommissionens delegerede forordning 2019/2035.
Stk. 3. Foruden oplysningerne nævnt i stk. 1 og 2, skal operatøren af en hest i CHR registrere følgende oplysninger, når hesten er identificeret eller flyttet til Danmark fra udlandet: 1) Farve. 2) Besætningsnummer for den besætning, hvori hesten befinder sig. 3) Land, hvorfra hesten er flyttet, i tilfælde af flytning fra udlandet.
Stk. 4. Operatøren af en hest skal sikre registrering i CHR i henhold til artikel 64, litra b, nr. viii, i Kommissionens delegerede forordning 2019/2035, i tilfælde af at disse hændelser indtræffer.
Stk. 5. For en hest, der er blevet kastreret, skal operatøren af hesten i CHR registrere dato for kastration.
Stk. 6. For en ikke-registreret hest, der skifter ejer, skal den nye operatør af hesten foranledige registrering heraf i CHR.
Stk. 7. For en registreret hest, der skifter ejer, skal den relevante forening, organisation eller sammenslutning eller det relevante forbund, hvortil hesten er tilknyttet, i forbindelse med ejerskiftet registrere dato herfor samt CVR- eller CPR-nummer og telefonnummer for den nye operatør af hesten i CHR. Hvis den nye operatør ikke har dansk CVR- eller CPR-nummer, registreres i stedet navn, adresse og land.
Stk. 8. Ved flytning af en hest, jf. artikel 64, litra c, i Kommissionens delegerede forordning 2019/2035 skal operatøren af virksomheden, hvortil hesten flyttes, i CHR registrere følgende oplysninger: 1) Besætningsnummer for den besætning, hvortil hesten er flyttet. 2) Hestens unikke kode og identifikationskode. 3) Dato for flytning.
Stk. 9. Ved flytning af en hest til udlandet i over 30 dage, eller, hvis relevant, ved flytning i over de i artikel 64, litra c, nr. i-iii, i Kommissionens delegerede forordning 2019/2035 anførte dage, skal operatøren af virksomheden, hvorfra hesten flyttes, i CHR registrere dette.
Stk. 10. Ved flytning af en hest til en besætning med døde dyr skal ejeren af besætningen i CHR registrere de i stk. 8, nævnte oplysninger.
Stk. 11. Den ansvarlige dyrlæge skal i forbindelse med en behandling af en hest i CHR registrere følgende: 1) Dyrets status som udelukket fra konsum, permanent eller i en periode på 6 måneder, jf. artikel 39 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/963. 2) Dyrets status som udelukket fra konsum, permanent eller i en periode på 6 måneder tillige med oplysningerne nævnt i stk. 1 og 3, når der er tale om en ad hoc-identifikation af en hest, jf. artikel 42 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/963.
Stk. 12. Det nationale forbund under Det Internationale Rideforbund (FEI) eller den kompetente væddeløbsorganisation skal for en hest, der har fået udstedt en licens, jf. artikel 33 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/963, i CHR registrere dette samt dato for udstedelse af licensen.
Stk. 13. Operatøren af en hest kan indberette navnet på hesten til CHR.