BEK 1316/2024 Art. 11
Leverandørforpligtigelser og registrering i CHR
En leverandør af identifikationsmidler skal i CHR registrere følgende oplysninger under den virksomhed med kvæg, svin, får, geder, hjorte eller kameler, hvortil identifikationsmidlerne skal udleveres, inden disse udleveres til operatøren af virksomheden: 1) Virksomhedens CHR-nummer. 2) Antal identifikationsmidler. 3) Dato for bestilling. 4) Dyrearten, som identifikationsmidlerne vedrører. 5) Navnet på leverandøren. 6) Angivelse af typen af identifikationsmidlerne. 7) Angivelse af hvorvidt der er tale om erstatningsidentifikationsmidler. 8) Identifikationskoden, hvis identifikationsmidlerne indeholder denne information. Hvis identifikationsmidlerne indeholder fortløbende identifikationskoder, er det tilstrækkeligt at registrere første og sidste nummer i rækken af identifikationskoder. 9) Farve, for så vidt angår identifikationsmidlerne listet i litra a-c, og f, i bilag III til Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/2035.
Stk. 2. En operatør af et slagteri skal, inden udlevering til operatøren af en virksomhed af et identifikationsmiddel listet i litra g, i bilag III til Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/2035, i CHR registrere følgende oplysninger under den virksomhed, hvortil identifikationsmidlet udleveres: 1) Virksomhedens CHR-nummer. 2) Dato for udlevering. 3) Det nummer, der optræder på identifikationsmidlet.
Stk. 3. Registreringen i stk. 1 skal ske elektronisk ved brug af etablerede opdateringsservices hos SEGES Innovation P/S, Agro Food Park 15, Skejby, 8200 Aarhus N.
Stk. 4. Registreringen i stk. 2 skal ske via digital integration til CHR.
Stk. 5. En leverandør af identifikationsmidler skal sikre, at der er overensstemmelse mellem registreringen i CHR, jf. stk. 1, og de udleverede identifikationsmidler.
Stk. 6. En operatør af et slagteri skal sikre, at der er overensstemmelse mellem registreringen i CHR, jf. stk. 2, og det udleverede identifikationsmiddel.