BEK 1295/2024 · Bekendtgørelse om grundbetaling m.v. til landbrugere for 2025
BEK 1295/2024 Art. 6
Ansøgning m.v.
Der kan ydes tilskud til landbrugsarealer.
Stk. 2. Der kan desuden ydes tilskud til ethvert af bedriftens arealer, der er dækket af landskabstræk i form af GLM søer og fortidsminder i henhold til bevarelseskravet i GLM – norm 8, eller arealer, som opfylder forpligtelser i bio-ordningen biodiversitet og bæredygtighed samt arealer med andre landskabstræk i form af småbiotoper, jf. § 22, og markkrat, jf. § 26.
Stk. 3. Arealer, der indgår som en del af en bio-ordning, kan blive berettiget til tilskud efter grundbetalingsordningen, uanset om forpligtelsen under en bio-ordning medfører, at arealet ikke udgør et landbrugsareal, der anvendes til produktion eller i øvrigt ikke kan opretholdes i en landbrugsmæssig stand.
Stk. 4. Der kan herudover ydes tilskud til arealer, der er omfattet af foranstaltninger som led i gennemførelsen af mindst et af følgende: 1) Habitatdirektivet (Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter – Natura 2000). 2) Vandrammedirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger). 3) Fuglebeskyttelsesdirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle – Natura 2000). 4) Tilsagnsordninger, der omhandler a) tilsagn om skovtilplantning, hvor tilsagnsforpligtelserne fortsat er gældende, eller b) tilsagn med miljøvenligt landbrug som formål, hvor tilsagnsforpligtelserne fortsat er gældende. 5) Nationale ordninger for reduktion af drivhusgasudledning, der bidrager til målsætningerne i artikel 6, stk. 1, litra d), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2115.
Stk. 5. Det er et kriterie for at være omfattet af stk. 4, at arealet har været tilskudsberettiget under grundbetalingsordningen og har været omfattet af en ansøgning om direkte arealstøtte efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 eller er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2115.
Stk. 6. Det er et kriterie for at være omfattet af stk. 4, at ansøger har angivet arealet som omfattet af artikel 4, stk. 4, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2115, senest på tidspunktet for indgivelse af ændring af fællesskemaet, jf. § 6 i bekendtgørelse nr. 1257 af 27. november 2024 om ansøgninger m.v. for landbrugere i Tast selv, og hvis foranstaltningerne som nævnt i stk. 4, ikke tidligere er vurderet som medvirkende til gennemførelsen af stk. 4, nr. 1-3, at ansøger senest på samme frist har vedlagt en erklæring herom til fællesskemaet. Det er endvidere et kriterie, at erklæringen indgives på et særligt skema, der tilgås via styrelsens hjemmeside eller kan fås ved henvendelse til styrelsen.
Stk. 7. Et areal, der ikke er angivet som omfattet af artikel 4, stk. 4, litra c, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2115 i fællesskemaet, kan anerkendes til direkte betalinger i det år, foranstaltningen igangsættes, hvis arbejdet i forbindelse med foranstaltningen efter stk. 4 er iværksat på et landbrugsareal efter ændringsfristen for fællesskema, jf. § 6 i bekendtgørelse nr. 1257 af 27. november 2024 om ansøgninger m.v. for landbrugere i Tast selv.