BEK 1295/2024 · Bekendtgørelse om grundbetaling m.v. til landbrugere for 2025
BEK 1295/2024 Art. 22
Grundbetaling
Følgende kriterier skal være opfyldt for at få tilskud til småbiotoper: 1) En småbiotop skal være etableret på en mark inden for et landbrugsareal tidligst 2023. 2) En småbiotop skal være indberettet efter § 4, stk. 1, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 1257 af 27. november 2024 om ansøgninger m.v. for landbrugere i Tast selv. 3) En småbiotop må højst udgøre 1,00 hektar. 4) Der er en afstand på mindst 5 meter mellem småbiotopen og andre småbiotoper inden for samme bedrift. 5) Hvis en småbiotop, jf. stk. 1, ligger mindre end 5 meter fra et areal med markkrat, må det samlede areal af småbiotopen og arealet med markkrat ikke udgøre mere end 1 hektar. 6) Hvis en småbiotop, jf. stk. 1, ligger mindre end 5 meter fra en småbiotop, som indgår i bio-ordningen biodiversitet og bæredygtighed, jf. §§ 26 og 27 i bekendtgørelse om tilskud til bio-ordninger for 2025, må det samlede areal af småbiotoperne ikke udgøre mere end 1 hektar. 7) Det samlede areal med småbiotoper på marken må ikke udgøre mere end 20 pct. af marken. Småbiotopen kan dog udgøre hele marken, hvis småbiotopen indgår i bio-ordningen biodiversitet og bæredygtighed, jf. bekendtgørelse om tilskud til bio-ordninger for 2025. 8) Permanent opbevaring af ikkelandbrugsprodukter eller forekomst af menneskeskabte konstruktioner kan ikke udgøre en del af en småbiotop.
Stk. 2. Det er et kriterie, at småbiotoper, der udgør hele marken, indgår i bio-ordningen biodiversitet og bæredygtighed, jf. §§ 26 og 27 i bekendtgørelse om tilskud til bio-ordninger for 2025.
Stk. 3. Indberettes et areal, som var betragtet som permanent græs forud for ansøgningsfristen, jf. § 3 i bekendtgørelse nr. 1257 af 27. november 2024 om ansøgninger m.v. for landbrugere i Tast selv, betragtes arealet fortsat som permanent græs uagtet indberetningen og realiseringen af afgrøde på den mark som småbiotopen er placeret på.