BEK 1276/2024 Art. 22
Erstatning for fremtidige permanente udgifter til helbredelse, optræning og hjælpemidler
Faktorerne for omsætning af fremtidige permanente udgifter til helbredelse, optræning og hjælpemidler til engangsbeløb fastsættes på grundlag af følgende forudsætninger: 1) En dødelighed for erstatningsmodtageren fastsat som et simpelt gennemsnit af mænds og kvinders dødelighed som fastsat i Finanstilsynets benchmark for den observerede nuværende dødelighed i året to år før omsætningsåret kombineret med Finanstilsynets benchmark for de forventede fremtidige levetidsforbedringer i året to år før omsætningsåret. 2) En rentefod, fastsat som et simpelt gennemsnit af de årsgennemsnitlige effektive renter for 30-årige realkreditobligationer i perioden 6 år før omsætningsåret til to år før omsætningsåret. Der anvendes årsgennemsnit af Finans Danmarks ugentligt opgjorte lange obligationsrente for realkreditobligationer. 3) En beskatning af kapitalafkast, fastsat som summen af satserne for bundskatten, jf. lov om indkomstskat for personer m.v. (personskatteloven), den landsgennemsnitlige kommuneskat og den landsgennemsnitlige kirkeskat i året før omsætningsåret. 4) En årlig pristalsregulering af den forventede gennemsnitlige årlige udgift, fastsat som et simpelt gennemsnit af den procentvise udvikling i Danmarks Statistiks forbrugerprisindeks (årsgennemsnit) for perioden 6 år før omsætningsåret til og med to år før omsætningsåret.
Stk. 2. For hvert år i det 5-årige glidende gennemsnit, jf. stk. 1, nr. 2 og 4, anvendes data for forudsætningen, der er fastsat på det tidspunkt, hvor forudsætningen første gang indgår i det 5-årige glidende gennemsnit.
Stk. 3. Sker der efterfølgende revisioner af data for forudsætninger, jf. stk. 1, nr. 1-4, anvendes de oprindeligt fastsatte data for forudsætningerne.