BEK 1220/2024 · Bekendtgørelse om indtægtsramme og reguleringsregnskab for transmissionssystemejer
BEK 1220/2024 Art. 21
Differencer
Forsyningstilsynet træffer årligt, samtidig med sin afgørelse om transmissionssystemejers indtægtsramme, afgørelse om opgørelse af saldoen af transmissionssystemejers differencer (differencesaldo) i reguleringsåret, jf. stk. 2.
Stk. 2. Transmissionssystemejers differencesaldo opgøres som transmissionssystemejers differencesaldo fra året før reguleringsåret, tillagt den difference, der er opstået i reguleringsåret (årets difference), jf. dog stk. 3, og eventuel forrentning efter stk. 5.
Stk. 3. Transmissionssystemejer må ikke have en differencesaldo i brugernes favør i mere end 3 på hinanden følgende reguleringsår. 1. pkt. finder ikke anvendelse, såfremt en ændring af en tidligere afgørelse medfører, at der opstår en ny differencesaldo i brugernes favør for det eller de reguleringsår, som afgørelsen vedrører. En sådan differencesaldo skal være afviklet inden for det reguleringsår, der følger reguleringsåret, hvor den nye afgørelse blev truffet, medmindre Forsyningstilsynet godkender en længere afviklingsperiode.
Stk. 4. For hvert reguleringsår, hvor opgørelsen efter stk. 2 resulterer i en differencesaldo i brugernes favør, skal transmissionssystemejer forelægge Forsyningstilsynet en plan for afviklingen af reguleringsårets aktuelle differencesaldo til Forsyningstilsynets godkendelse.
Stk. 5. En differencesaldo i brugernes favør forrentes fra den 1. juli i det reguleringsår, hvor differencesaldoen i brugernes favør er opstået, med en procentsats fastsat i henhold til § 18. Resulterer opgørelsen efter stk. 2 i en differencesaldo i brugernes favør i flere på hinanden følgende reguleringsår, udgør beløbet, der skal forrentes fra den 1. juli i reguleringsåret, årets difference i brugernes favør. Den øvrige del af differencesaldoen i brugernes favør forrentes for hele reguleringsåret.
Stk. 6. Såfremt der træffes en afgørelse, som ændrer en tidligere afgørelse, og afgørelsen medfører, at der opstår en ny differencesaldo i brugernes favør for det eller de reguleringsår, som afgørelsen vedrører, forrentes differencesaldoen i brugernes favør fra tidspunktet for den nye afgørelse.
Stk. 7. Transmissionssystemejers differencesaldo i egen favør kan højst udgøre 25 pct. af transmissionssystemejers indtægtsramme i reguleringsåret, og overskydende beløb bortfalder.
Stk. 8. Forsyningstilsynet kan dispensere midlertidigt fra stk. 7, for transmissionssystemejer, såfremt transmissionssystemejer har oparbejdet en væsentlig difference som følge af et særligt forhold.
Stk. 9. Afvikling af en differencesaldo i brugernes favør sker ved, at transmissionssystemejer undlader at opkræve en del af de indtægter, som transmissionssystemejer, i forhold til sine indtægtsrammer i de to reguleringsår, som følger det reguleringsår, for hvilket en differencesaldo i brugernes favør først er opgjort, ellers ville være berettiget til at opkræve. Afvikling af en difference i egen favør sker ved, at transmissionssystemejer opkræver indtægter ud over de indtægter, som transmissionssystemejer i forhold til sin indtægtsramme og inden for rammerne af stk. 3, ellers er berettiget til at opkræve.