Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 1218/2024 · Bekendtgørelse om indtægtsramme og reguleringsregnskab for den, der varetager systemansvarlig virksomhed

BEK 1218/2024 Art. 2

Generelle bestemmelser

In KraftAmtlicher Text

I denne bekendtgørelse forstås ved følgende: 1) Afskrivninger: Afskrivninger af aktiver i aktivbasen. 2) Aktivbase: Aktiver til brug for varetagelse af systemansvarlig virksomhed (ikke omsætningsaktiver). 3) Bindende midlertidig prisnedsættelse: En prisnedsættelse, der er fastsat af den systemansvarlige virksomhed, og som viderefaktureres uændret til de relevante aftagenumre. 4) Datahub: En it-platform, der ejes og drives af Energinet, og som håndterer måledata, stamdata, nødvendige transaktioner og kommunikation mellem elmarkedets aktører i Danmark, jf. § 5, nr. 6, i lov om elforsyning. 5) Driftsomkostninger: Omkostninger, som den systemansvarlige virksomhed afholder ud fra driftsøkonomiske overvejelser med henblik på at opretholde en effektiv drift af den aktivitet i medfør af bekendtgørelse af lov om Energinet § 2, stk. 2, herunder driftsomkostninger til indkøb af energi, lønninger, modningsomkostninger, jf. § 2, stk. 1, nr. 11, tjenesteydelser, administration og driftsomkostninger pålagt af offentlige myndigheder. Ved opgørelsen af driftsomkostningerne medregnes omkostninger, der er omfattet af den systemansvarlige virksomheds aktivitet i medfør af bekendtgørelse af lov om Energinet § 2, stk. 2, og som regnskabsmæssigt indgår og bogføres i andre virksomheder inden for Energinets koncern end i den systemansvarlige virksomhed. Omkostninger i forbindelse med anlægsinvesteringer betalt af tredjemand, jf. § 23, og omkostninger til systemydelser, jf. § 2, stk. 1, nr. 17, indgår ikke i opgørelsen af driftsomkostninger. Driftsomkostningerne anses i reguleringsmæssig henseende for ligeligt fordelt over året. 6) Differencer: Afvigelser opgjort pr. 31. december i et reguleringsår mellem den systemansvarlige virksomheds indtægter, jf. nr. 11, og dens indtægtsramme. Højere indtægter end indtægtsrammen udgør en difference i brugernes favør. Lavere indtægter end indtægtsrammen udgør en difference i egen favør. 7) Ekstraordinær effektiviseringsgevinst: Hvor faktiske omkostninger til drift og afskrivninger af aktiviteter i kalenderåret er mindre end den korrigerede omkostningsramme for kalenderåret med fradrag af årets effektiviseringskrav, er der opnået en ekstraordinær effektiviseringsgevinst svarende til forskellen mellem de to beløb. 8) Flaskehalsindtægter: Indtægt på baggrund af prisforskel mellem budzoner på engrosmarkedet for elektricitet. 9) Forrentning: Omkostning der knytter sig til tilvejebringelse af kapital. 10) Forretningsplan: Plan for den, der varetager systemansvarlig virksomheds aktiviteter i en reguleringsperiode i medfør af elforsyningslovens § 71 a. 11) Indtægter: Indtægter fra varetagelse af systemansvarlig virksomhed og andre indtægter, som den systemansvarlige virksomhed opnår ved driften af varetagelse af systemansvarlig virksomhed, og som i henhold til årsregnskabslovens regler kan indregnes i den årsrapport, som den systemansvarlige virksomhed er forpligtet til at aflægge efter årsregnskabsloven. Ved opgørelsen af indtægter medregnes indtægter fra varetagelse af den systemansvarlig virksomheds aktivitet, som regnskabsmæssigt indgår og bogføres i andre virksomheder inden for Energinets koncern end i den systemansvarlige virksomhed, samt indtægter, som oppebæres som følge af kompensationsordninger m.v., der finansierer omkostninger til den systemansvarlige virksomheds aktivitet. Indtægter anses i reguleringsmæssig henseende for ligeligt fordelt over året. 12) Modningsomkostninger: Modningsomkostninger til anlægsprojekter defineres som alle omkostninger, der direkte relaterer sig til udvikling og modning af et konkret projekt inklusiv udarbejdelse af business case, indtil der er truffet beslutning om en konkret løsning i relation til et anlægsprojekt efter § 4, stk. 3, i lov om Energinet, eller indtil projektet overgår til gennemførelse hos den, der varetager transmissionsvirksomhed. 13) Omkostninger: Summen af afskrivninger og driftsomkostninger, jf. nr. 1 og 5. 14) Reguleringsperiode: En 2-årig periode, hvor første reguleringsperiode påbegyndes den 1. januar 2025. 15) Reguleringsår: Kalenderår. 16) Reguleringsregnskab: Regnskab, der aflægges til Forsyningstilsynet, indeholdende en række oplysninger til brug for Forsyningstilsynets opgaver i henhold til elforsyningsloven og regler fastsat i medfør heraf. 17) Systemydelser: Den systemansvarlige virksomheds direkte omkostninger til indkøb af ydelser til at sikre balance i elnettet. 18) Den, der driver systemansvarlig virksomhed: Det selskab i Energinets koncern, der har det overordnede ansvar for at opretholde elforsyningssikkerhed og en effektiv udnyttelse af et sammenhængende elforsyningssystem, jf. § 5, nr. 30, i lov om elforsyning.