BEK 1209/2024 · Bekendtgørelse om indtægtsramme og reguleringsregnskab for systemoperatør
BEK 1209/2024 Art. 6
Omfang og beregning af indtægtsramme
Systemoperatørens omkostningsramme udgør de gennemsnitlige omkostninger i foregående reguleringsperiode, hvor de enkelte års omkostninger inden gennemsnitsberegningen er 1) justeret for tillæg og fradrag, som Forsyningstilsynet har truffet afgørelse om på baggrund af forhold omfattet af §§ 12-16, efter metoden i stk. 7, jf. dog stk. 8, og 2) justeret for pristalsudvikling til og med udgangen af foregående reguleringsperiode, og hvor nr. 1 ligeledes er justeret for pristalsudvikling til og med udgangen af foregående reguleringsperiode. Afskrivninger på aktiver pristalsreguleres ikke.
Stk. 2. Forsyningstilsynet forhøjer i ekstraordinære tilfælde efter ansøgning omkostningsrammen, såfremt systemoperatøren opnår underskud, såfremt underskuddet har væsentlige samfundsøkonomiske konsekvenser, og systemoperatøren efterfølgende ikke vil være i stand til at varetage sine opgaver.
Stk. 3. Forsyningstilsynet udarbejder modellen for håndtering af underskud.
Stk. 4. Omkostningsrammen justeres inden for indeværende reguleringsperiode for 1) justeringer som følge af afgørelser, som Forsyningstilsynet har truffet på baggrund af forhold omfattet af §§ 12-16, og som er gældende for reguleringsåret, jf. dog stk. 8, og 2) pristalsudvikling til og med reguleringsåret, hvor afskrivninger på aktiver ikke pristalsreguleres.
Stk. 5. Afskrivninger opgøres som udgangspunkt ud fra seneste tilgængelige regnskabsdata ved fastsættelse af omkostningsrammen.
Stk. 6. Omkostningsrammen nedsættes, hvis systemoperatøren er identificeret som vedvarende ineffektiv, jf. § 19.
Stk. 7. Justeringen efter stk. 1, nr. 1, foretages på en sådan måde, at tillæg fradrages og fradrag tillægges. Der justeres alene for de tillæg og fradrag, der vedrører driftsomkostninger og afskrivninger.
Stk. 8. Har en regnskabsført omkostning påvirket systemoperatørens omkostninger i hele den foregående reguleringsperiode, og er der truffet afgørelse om tillæg eller fradrag af omkostningsrammen vedrørende omkostningen, justeres der ikke for forhøjelsen eller nedsættelsen, når der tages et gennemsnit af omkostningerne i foregående reguleringsperiode, jf. stk. 1, nr. 1, og der justeres ikke efter stk. 4, nr. 2, i indeværende reguleringsperiode.
Stk. 9. Systemoperatørens omkostningsramme for første reguleringsperiode beregnes efter § 33.
Stk. 10. Ved overgangen til en ny reguleringsperiode anvender Forsyningstilsynet, ved beregningen af de gennemsnitlige omkostninger, de oplysninger, som fremgår af reguleringsregnskaberne med korrektioner. Korrektionerne skal opfylde de regler, som Forsyningstilsynet har fastsat.