BEK 1209/2024 · Bekendtgørelse om indtægtsramme og reguleringsregnskab for systemoperatør
BEK 1209/2024 Art. 12
Justering af rammer
Forsyningstilsynet forhøjer efter ansøgning indtægtsrammen i reguleringsåret, såfremt systemoperatøren får væsentlige meromkostninger i forhold til de omkostninger, der er lagt til grund ved fastsættelsen af indtægtsrammen, herunder for meromkostninger til markedsudvikling, systemansvarlig virksomhed, systemdriftsudvikling og udvikling af tekniske kompetencer i forbindelse med teknologiudvikling eller indpasning af gas fra vedvarende energikilder. Forsyningstilsynet kan anvende uafhængig ekstern bistand til vurdering af nye aktiviteter og aktivitetsændringer, der medfører meromkostninger for systemoperatørens regning.
Stk. 2. Systemoperatøren kan indhente klima-, energi- og forsyningsministerens energifaglige vurdering af nye aktiviteter og aktivitetsændringer, som medfører meromkostninger. Det forudsættes, at Forsyningstilsynet lægger klima-, energi- og forsyningsministerens energifaglige vurdering til grund, når Forsyningstilsynet træffer afgørelse om tillæg til indtægtsrammen.
Stk. 3. Ved væsentlige meromkostninger forstås, at meromkostningen udgør minimum 0,5 mio. kr. i reguleringsåret.
Stk. 4. Beløbene i stk. 3, er for 2023 og pristalsreguleres hvert år.