BEK 1182/2024 · Bekendtgørelse om udstedelse af EU-nødpas
BEK 1182/2024 Art. 5
Procedure samt formkrav
Når udenrigstjenesten modtager en ansøgning fra en person omfattet af § 1, stk. 1, konsulterer udenrigstjenesten hurtigst muligt og senest to arbejdsdage efter modtagelsen af ansøgningen den medlemsstat, hvor unionsborgeren er statsborger med henblik på at kontrollere ansøgerens statsborgerskab og identitet.
Stk. 2. Udenrigstjenesten videreformidler ved konsultationen alle modtagne relevante oplysninger fra ansøgeren, jf. § 4, stk. 2, til den medlemsstat, hvor unionsborgeren er statsborger.
Stk. 3. Udenrigstjenesten orienterer ansøgeren om status i sagen, herunder hvornår der kan forventes svar, såfremt udenrigstjenesten ikke inden for tre arbejdsdage efter afsendelse af de relevante oplysninger, jf. stk. 2, har fået bekræftet eller afkræftet ansøgerens statsborgerskab af den medlemsstat, hvor unionsborgeren er statsborger.
Stk. 4. Udenrigstjenesten udsteder et EU-nødpas til ansøgeren hurtigst muligt og senest to arbejdsdage efter modtagelse af bekræftelsen af ansøgerens statsborgerskab fra den medlemsstat, hvor unionsborgeren er statsborger.
Stk. 5. Hvis den medlemsstat, hvor unionsborgeren er statsborger, gør indsigelse mod udstedelse af et EU-nødpas til unionsborgeren, udsteder udenrigstjenesten ikke et EU-nødpas. Udenrigstjenesten orienterer ansøgeren herom i tæt samråd med den medlemsstat, hvor unionsborgeren er statsborger.
Stk. 6. I særligt hastende tilfælde kan udenrigstjenesten udstede et EU-nødpas uden forudgående konsultation af den medlemsstat, hvor unionsborgeren er statsborger, hvis alle tilgængelige midler til kommunikation er udtømt. I så fald skal udenrigstjenesten hurtigst muligt underrette den medlemsstat, hvor unionsborgeren er statsborger, om, at der er udstedt et EU-nødpas, og om identiteten af den person, som EU-nødpasset er udstedt til. Denne meddelelse skal indeholde alle de oplysninger, der er medtaget på EU-nødpasset.