BEK 1096/2024 Art. 12
Afgørelse om tilsagn om tilskud
Tilsagn kan meddeles inden for de økonomiske rammer, der fastsættes for de enkelte ansøgningsrunder fra den bevillingsmæssige ramme, der er afsat på finansloven, jf. dog stk. 2-6.
Stk. 2. Af det beløb, der fastsættes til de enkelte ansøgningsrunder, reserveres 85 pct. til gennemførelse af energiforbedringsprojekter og 15 pct. til gennemførelse af digitaliseringsprojekter. Såfremt der i den pågældende ansøgningsrunde ikke kan meddeles tilsagn om tilskud for alle tilskudsmidler, der er reserveret til digitaliseringsprojekter, vil de resterende midler kunne benyttes til tilsagn om tilskud til energiforbedringsprojekter.
Stk. 3. Der kan kun ydes tilskud til energiforbedringsprojekter, hvor det beregnede tilskudsbeløb til det ansøgte projekt, jf. §§ 20 og 21, udgør mindst 30.000 kr.
Stk. 4. Der kan kun ydes tilskud til digitaliseringsprojekter, hvor det beregnede tilskudsbeløb til det ansøgte projekt, jf. §§ 20 og 21, udgør mindst 100.000 kr.
Stk. 5. Der kan til hver enkelt kommune og region maksimalt ydes tilskud til gennemførelse af energiforbedringsprojekter på op til 4 mio. kr. pr. ansøgningsrunde. Såfremt der i den pågældende ansøgningsrunde ikke kan meddeles tilsagn om tilskud for alle tilskudsmidler, vil de resterende midler efter prioritering, jf. § 10, stk. 2, kunne benyttes til tilsagn om tilskud, uanset begrænsningen om maksimalt tilskud på 4 mio. kr.
Stk. 6. Der kan til hver enkelte kommune og region maksimalt ydes tilskud til gennemførelse af digitaliseringsprojekter på op til 1 mio. kr. pr. ansøgningsrunde. Såfremt der i den pågældende ansøgningsrunde ikke kan meddeles tilsagn om tilskud for alle tilskudsmidler, vil de resterende midler kunne benyttes til tilsagn om tilskud, uanset begrænsningen om maksimalt tilskud på 1 mio. kr.