BEK 1089/2024 · Bekendtgørelse om godkendelse og tilladelse m.v. af husdyrbrug
BEK 1089/2024 Art. 42
Kommunalbestyrelsens afgørelse om godkendelse og tilladelse efter §§ 16 a og 16 b i husdyrbrugloven
Kommunalbestyrelsen skal ved afgørelsen om godkendelse og tilladelse efter §§ 16 a eller 16 b i husdyrbrugloven vurdere, om den ansøgte etablering, udvidelse eller ændring af husdyrbruget kan indebære væsentlig virkning på miljøet, herunder i forhold til omgivelsernes sårbarhed og kvalitet, i forhold til navnlig 1) landskabelige værdier, 2) natur med dens bestande af vilde planter og dyr og deres levesteder, herunder områder, der er beskyttet mod tilstandsændringer eller fredet, udpeget som internationalt naturbeskyttelsesområde eller udpeget som særlig sårbart over for næringsstofpåvirkning, 3) jord, grundvand og overfladevand, og 4) lugt-, støj-, rystelses-, støv-, flue-, transport- og lysgener, uhygiejniske forhold, affaldsproduktion m.v.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal ved vurderingen inddrage alle etableringer, udvidelser og ændringer af husdyrbruget, der er godkendt, tilladt eller afgjort efter anmeldelse inden for de seneste 8 år før kommunalbestyrelsens afgørelse.
Stk. 3. Ved ansøgninger, der indebærer opførelse af ny bebyggelse, skal det desuden indgå i kommunalbestyrelsens vurdering, om byggeriet er erhvervsmæssigt nødvendigt for ejendommens drift som landbrugsejendom.