BEK 1089/2024 · Bekendtgørelse om godkendelse og tilladelse m.v. af husdyrbrug
BEK 1089/2024 Art. 29
Generelle principper for godkendelser og tilladelser efter husdyrbruglovens §§ 16 a og 16 b
Hvis den eksisterende produktion (nudriften) på et husdyrbrug, der ikke er godkendt eller tilladt i henhold til en ansøgning indgivet den 10. april 2011 eller senere, medfører en totaldeposition til kategori 1- eller 2-natur, som er mindst 100 pct. større end totaldepositionskravene, jf. §§ 27 og 28, skal kommunalbestyrelsen i en godkendelse eller tilladelse efter husdyrbruglovens §§ 16 a eller 16 b fastsætte vilkår om, at ammoniakdepositionen skal nedbringes med minimum halvdelen af den deposition, der overstiger kravene efter §§ 27 og 28. Kommunalbestyrelsen skal samtidig fastsætte vilkår om, at husdyrbruget senest 8 år efter meddelelse af godkendelsen eller tilladelsen skal have nedbragt ammoniakdepositionen til den i §§ 27 og 28 tilladte, medmindre husdyrbruget er omfattet af krav om revurdering, således at den resterende reduktion af ammoniakdepositionen i alle tilfælde sikres efter 8 år. Ved godkendelse eller tilladelse til efterfølgende udvidelser eller ændringer inden der er forløbet 8 år, skal hele kravet efter §§ 27 og 28 overholdes.
Stk. 2. Ved godkendelse og tilladelse inddrages kvælstoffjernelsen ved afgræsning, således at totaldepositionskravet for kategori 1-natur, jf. § 27, ændres til henholdsvis 0,3, 0,5 og 1,0 kg N pr. ha pr. år, hvis der med henblik på naturpleje af den påvirkede natur foretages afgræsning eller en kombination af afgræsning og slæt med dyr fra det pågældende husdyrbrug, som skønnes netto at fjerne kvælstof fra naturområdet.