BEK 1089/2024 · Bekendtgørelse om godkendelse og tilladelse m.v. af husdyrbrug
BEK 1089/2024 Art. 2
Anvendelsesområde og definitioner
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Kategori 1-natur: De ammoniakfølsomme naturtyper, jf. § 7, stk. 1, nr. 1, i husdyrbrugloven, der fremgår af bilag 3, pkt. D, uanset størrelse, hvis de er beliggende inden for et Natura 2000-område og er omfattet af udpegningsgrundlaget og kortlagt, samt heder og overdrev i øvrigt, som er beliggende inden for et Natura 2000-område og omfattet af § 3 i lov om naturbeskyttelse og ikke er omfattet af undtagelsen i § 4 i bekendtgørelse om beskyttede naturtyper. 2) Kategori 2-natur: De ammoniakfølsomme naturtyper, der er beliggende uden for Natura 2000-områder, jf. § 7, stk. 1, nr. 2, i husdyrbrugloven og som ikke er omfattet af undtagelsen i § 4 i bekendtgørelse om beskyttede naturtyper, i form af følgende: a) Højmoser. b) Lobeliesøer. c) Heder, der i sig selv er større end 10 ha og omfattet af § 3 i lov om naturbeskyttelse. d) Overdrev, der i sig selv er større end 2,5 ha og omfattet af § 3 i lov om naturbeskyttelse. 3) Kategori 3-natur: De ammoniakfølsomme naturtyper, der ikke er omfattet af kategori 1-natur eller kategori 2-natur, som er beliggende uden for Natura 2000-områder og som ikke er omfattet af undtagelsen i § 4 i bekendtgørelse om beskyttede naturtyper, i form af følgende: a) Heder, der er omfattet af § 3 i lov om naturbeskyttelse. b) Moser, der er omfattet af § 3 i lov om naturbeskyttelse. c) Overdrev, der er omfattet af § 3 i lov om naturbeskyttelse. d) Ammoniakfølsomme skove, hvorved forstås arealer, der er større end 0,5 ha og mere end 20 m brede, og som er bevokset med træer, der danner eller inden for et rimeligt tidsrum vil danne en sluttet skov af højstammede træer, og i) hvor der har været skov på arealet i lang tid (i størrelsesorden mere end ca. 200 år), så der er tale om gammel »skovjordbund«, ii) hvor skoven er groet frem af sig selv på et naturareal, f.eks. tidligere hede, mose eller overdrev, så jordbunden ikke har været dyrket mark inden for en periode svarende til perioden for gammel »skovjordbund« (dvs. i størrelsesorden mere end ca. 200 år), eller iii) hvor der i skoven er forekomst af naturskovindikerende eller gammelskovsarter, som er medtaget på listen »Arter, der er brugt ved prioritering af naturmæssigt særligt værdifulde skove omfattet af § 25 i lov om skove«, og hvor arterne har væsentlig, definerende betydning for skovens naturværdi. Listen er tilgængelig på Miljøstyrelsens hjemmeside www.mst.dk. 4) Produktionsareal: Det areal i fast placerede husdyranlæg, hvorpå dyrene kan opholde sig og har mulighed for at afsætte gødning, jf. bilag 3, pkt. C, nr. 1, og som dyrene ikke kun har kortvarig adgang til, jf. bilag 3, pkt. C, nr. 2. 5) Staldafsnit: En enhed i et fast placeret husdyranlæg, der er adskilt fra andre dele af anlægget, således at emissioner, herunder ammoniak- og lugtemission, ikke umiddelbart kan spredes til andre dele af anlægget. 6) Miljøstyrelsens teknologiliste: En liste på Miljøstyrelsens hjemmeside www.mst.dk over miljøeffektive teknologier og -teknikker til landbrugsproduktion, som har en effekt på reduktion af emissioner, herunder navnlig af ammoniak og lugt, som er dokumenteret i overensstemmelse med Miljøstyrelsens dokumentationskrav. 7) Emissionsgrænseværdi: Den emission, udtrykt ved bestemte parametre, en bestemt koncentration eller et bestemt niveau, der ikke må overskrides i løbet af en defineret kontrolperiode (tidsrum). 8) Emissionsniveauer, der er forbundet med den bedste tilgængelige teknik: De emissionsniveauer, der kan opnås under normale driftsforhold ved anvendelse af enkelte eller en kombination af de bedste tilgængelige teknikker, som beskrevet i BAT-konklusioner, fastsat som et gennemsnit over et givet tidsrum på nærmere angivne referencekriterier. 9) BAT-konklusion: Et dokument, der indeholder Europa-Kommissionens afgørelse om de dele af et BAT-referencedokument, der er vedtaget efter artikel 75, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/75/EU om industrielle emissioner, og som fastsætter konklusionerne om den bedste tilgængelige teknik, beskrivelsen af teknikken, oplysninger til vurdering af dens anvendelighed, de emissionsniveauer, der er forbundet med den bedste tilgængelige teknik, den dertil knyttede overvågning, de dertil knyttede forbrugsniveauer og om nødvendigt foranstaltninger til begrænsning af skader fra forurening fra husdyrbruget. 10) BAT-referencedokument (BREF): Et dokument, der er resultatet af den udveksling af informationer udarbejdet i henhold til artikel 13 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/75/EU om industrielle emissioner med henblik på definerede aktiviteter og med beskrivelse af navnlig den anvendte teknik, gældende emissions- og forbrugsniveauer, teknik under overvejelse med henblik på fastlæggelse af den bedste tilgængelige teknik samt BAT-konklusioner og ny teknik, idet der navnlig lægges vægt på de kriterier, der er nævnt i bilag 5, pkt. B. 11) IE-husdyrbrug: Husdyrbrug, som er godkendt til flere end 750 stipladser til søer, flere end 2.000 stipladser til fedesvin (over 30 kg) eller flere end 40.000 stipladser til fjerkræ, efter § 16 a, stk. 2, i husdyrbrugloven, § 12, stk. 1, nr. 1-3, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug eller § 33 i lov om miljøbeskyttelse. 12) Husdyrbrugloven: Lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. 13) Miljøkonsekvensvurdering: En proces, der består af: a) Ansøgerens udfærdigelse og fremlæggelse af en miljøkonsekvensrapport, jf. § 4, stk. 4. b) Kommunalbestyrelsens gennemførelse af høringer af offentligheden og berørte myndigheder og af berørte stater i henhold til §§ 69 og 74. c) Kommunalbestyrelsens undersøgelse af de i miljøkonsekvensrapporten fremlagte oplysninger og eventuelle supplerende oplysninger, som ansøgeren om nødvendigt har fremlagt i overensstemmelse med § 4, stk. 1 og 2, og af eventuelle relevante oplysninger modtaget via høringer i henhold til §§ 69 og 74. d) Kommunalbestyrelsens begrundede konklusion om et projekts væsentlige indvirkning på miljøet under hensyntagen til resultaterne af den i litra c omhandlede undersøgelse og kommunalbestyrelsens egen supplerende undersøgelse, jf. § 71. e) Indarbejdelse af kommunalbestyrelsens begrundede konklusion i hhv. afgørelser om eller afslag på godkendelse eller tilladelse til at etablere, ændre eller udvide et husdyrbrug efter §§ 16 a eller 16 b i husdyrbrugloven. 14) Ansøger: Den fysiske eller juridiske person, der ansøger om godkendelse eller tilladelse til at etablere, ændre eller udvide et husdyrbrug efter §§ 16 a eller 16 b i husdyrbrugloven.