BEK 1089/2024 · Bekendtgørelse om godkendelse og tilladelse m.v. af husdyrbrug
BEK 1089/2024 Art. 14
Alle husdyrbrug
Etablering af produktionsareal på husdyrbrug til vinteropstaldning af dyrehold til naturafgræsning kan foretages efter kommunalbestyrelsens afgørelse efter § 21, stk. 4, jf. § 21, hvis betingelserne i stk. 2-7 er opfyldt.
Stk. 2. Naturafgræsningen, som dyreholdet efter stk. 1 skal foretage, skal foregå på arealer, der er fredede, omfattet af § 3 i lov om naturbeskyttelse eller udpeget som Natura 2000-område. Ved naturafgræsningen kan der dog også ske afgræsning af arealer med permanent græs, som er beliggende i direkte tilknytning til de nævnte naturarealer, hvis disse arealer højst udgør halvdelen af det samlede areal.
Stk. 3. Det samlede produktionsareal, der kan etableres efter stk. 1, må ikke overstige 200 m² og skal placeres således, at følgende afstandskrav for det eller de pågældende staldafsnit overholdes: 1) Mindst 100 m til de beboelser, der er nævnt i § 6, stk. 1, nr. 4, i husdyrbrugloven. 2) Mindst 100 m til kategori 1- eller 2-naturområder.
Stk. 4. Produktionsarealet må kun anvendes til et dyrehold, som opfylder følgende krav: 1) Dyreholdet består af andet kvæg end malkekøer, får, geder eller heste. 2) Dyreholdet fjerner ved naturafgræsningen flere næringsstoffer fra de i stk. 2 nævnte arealer gennem tilvæksten, end der tilføres ved eventuel tilskudsfodring. 3) Dyreholdet er kun opstaldet på produktionsarealet i perioden fra den 1. oktober til den 15. maj.
Stk. 5. Det samlede produktionsareal på husdyrbruget med de dyrearter og -typer, der er nævnt i stk. 4, nr. 1, må ikke være større end 200 m² inklusiv det anmeldte.
Stk. 6. Ny bebyggelse må ikke være større end nødvendigt for det pågældende produktionsareal og skal opføres i tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer. Etablering af produktionsareal i eksisterende staldafsnit må ikke samtidig indebære ændringer, hvorved staldafsnittet renoveres eller ændres til et staldsystem med øget ammoniakemission.
Stk. 7. Desuden skal følgende betingelser overholdes: 1) Ventilationsafkast må ikke flyttes tættere på a) kategori 1- og 2-natur, der ligger inden for 300 m fra det pågældende staldafsnit, b) kategori 3-natur, der ligger inden for 100 m fra det pågældende staldafsnit og c) andre ammoniakfølsomme naturtyper, som indgår i udpegningsgrundlaget for internationale naturbeskyttelsesområder, der ligger inden for 100 m fra det pågældende staldafsnit. 2) En tilbygning skal fremstå i samme byggestil som den eksisterende stald, herunder i ydre byggematerialer, farver og taghældning. 3) Bredden af en tilbygning må ikke overstige den eksisterende stalds bredde med mere end 5 pct., dog maksimalt 2 m. 4) Højden inklusiv taget på en tilbygning må ikke overstige den eksisterende stalds højde med mere end 1,5 m.