BEK 1027/2024 · Bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed
BEK 1027/2024 Art. 35
Fællesregler for bilag 1 og bilag 2-virksomheder
Hvis godkendelsen vedrører en listevirksomhed, der er omfattet af et eller flere afsnit i bilaget til bekendtgørelse om standardvilkår i godkendelse af listevirksomhed, erstatter det eller de relevante standardvilkår i det eller de relevante afsnit i bilaget til nævnte bekendtgørelse de krav, der er nævnt i § 21, stk. 1, nr. 1 og 4-12. Godkendelsesmyndigheden indsætter disse standardvilkår i godkendelsen. Hvis virksomheden giver anledning til forurening, som ikke er reguleret i bilaget til bekendtgørelse om standardvilkår i godkendelse af listevirksomhed, skal godkendelsen suppleres med de nødvendige krav. Herudover fastsætter godkendelsesmyndigheden de øvrige vilkår, jf. § 21, stk. 1, nr. 2 og 3, i det omfang det er relevant, samt egenkontrolvilkår knyttet hertil, jf. § 21, stk. 1, nr. 4.
Stk. 2. Hvis kun en del af virksomhedens aktiviteter er omfattet af bilaget til bekendtgørelse om standardvilkår i godkendelse af listevirksomhed, og aktiviteterne teknisk og forureningsmæssigt kan adskilles fra den øvrige del af virksomheden, finder stk. 1 og 3 tilsvarende anvendelse for de aktiviteter, der er omfattet af bilaget til nævnte bekendtgørelse. Hvis det ikke er muligt at adskille disse aktiviteter fra den øvrige del af virksomheden, kan godkendelsesmyndigheden i nødvendigt omfang fravige standardvilkårene og erstatte dem med individuelt fastsatte vilkår.
Stk. 3. Godkendelsesmyndigheden kan undtagelsesvis fastsætte ændrede eller yderligere vilkår end standardvilkårene, jf. dog § 25. For fravigelse af standardvilkår, der indarbejder BAT-konklusioner, finder §§ 31 og 32 anvendelse.