BEK 1027/2024 · Bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed
BEK 1027/2024 Art. 10
Særlige sagsbehandlingsregler som følge af servicedirektivet
Godkendelsesmyndigheden skal på forhånd fastsætte og offentliggøre sine tidsfrister for behandling af ansøgninger om meddelelse af miljøgodkendelse af de virksomheder, som er omfattet af listepunkt 5.1, 5.2, 5.3, 5.5, 6.5, C 201, D 201, H 201, J 201-J 205, J 209, K 201-K 206 eller K 209-K 218, og som udfører en tjenesteydelse. Fristerne regnes fra det tidspunkt, hvor godkendelsesmyndigheden vurderer, at ansøgeren har afgivet alle de oplysninger, det påhviler denne at afgive i henhold til § 6.
Stk. 2. Godkendelsesmyndigheden kan forlænge fristen i stk. 1 én gang, hvis sagens kompleksitet berettiger det. Godkendelsesmyndigheden skal give ansøgeren meddelelse om forlængelsen og om varigheden heraf inden udløbet af fristen efter stk. 1. Meddelelsen skal indeholde en begrundelse for forlængelsen og dennes varighed.
Stk. 3. Uanset overskridelse af fristerne i stk. 1 og 2 må ansøgeren ikke påbegynde den godkendelsespligtige aktivitet, før godkendelsesmyndigheden har truffet afgørelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33.