BEK 964/2024 · Bekendtgørelse om investeringsstøtte til forsøgsvindmøller på land
BEK 964/2024 Art. 10
Ansøgning om tilsagn om tilskud
Fyldestgørende ansøgninger om tilsagn om tilskud skal indgives på et ansøgningsskema og indsendes digitalt via den ansøgningsportal, som offentliggøres på Energistyrelsens hjemmeside www.ens.dk. Der skal foreligge én ansøgning pr. projekt.
Stk. 2. Ansøgning om tilsagn om tilskud skal som minimum indeholde følgende oplysninger: 1) Virksomhedsoplysninger samt kontaktoplysninger, herunder navn, adresse, CVR-nummer og virksomhedens størrelse, jf. den generelle gruppefritagelsesforordning artikel 6, stk. 2, litra a, herunder oplysninger om, hvorvidt og i hvilket omfang, virksomheden, og koncernforbundne virksomheder, har modtaget anden statsstøtte til samme projekt. 2) En beskrivelse af projektet, herunder projektets forventede start- og slutdato, projektets tids- og aktivitetsplan samt forventet dato for idriftsættelse. 3) Det ansøgte tilskudsbeløb, herunder et budget for de forventede investeringsomkostninger herunder en opgørelse af de støtteberettigede omkostninger, og oplysninger om eventuelle forventede tilbagekrediteringer, rabatter og lign., installationsomkostninger, og eventuelle andre investeringsomkostninger. Derudover skal angives anslået scrapværdi og angivelse af, i hvilket omfang, der indgår genbrugte komponenter i vindmøllen mv., jf. § 5, stk. 3-4. Herunder bekræftes, at tilskuddet har tilskyndelsesvirkning. 4) Vindmøllen eller vindmøllernes forventede geografiske placering i form af ETRS89-koordinater (EPSG:4258). 5) Dokumentation for tegningsreglen for juridiske personer, der ansøger. 6) Dokumentation for, at ansøger har adgang eller vil få adgang til at etablere vindmøllen på lokaliteten. For vindmøller, der skal opstilles på de nationale testcentre, skal dokumentationen gælde adgangen til en standplads. For vindmøller, der opstilles uden for de nationale testcentre, skal dokumentationen omfatte vedtaget lokalplan og tilladelse fra VVM-myndigheden. 7) En tro-og-love erklæring fra ansøger på, at betingelserne i § 7, stk. 1, nr. 1-4, er overholdt på ansøgningstidspunktet samt bekræftelse på, at betingelse i § 7, stk. 1, nr. 4 vil blive overholdt indtil meddelelse af tilsagn om tilskud. 8) En erklæring fra ansøger på, at betingelserne i § 7, stk. 1, nr. 5-12, vil blive overholdt. 9) Oplysninger om ansøgers økonomiske forhold, herunder om selskabskapitalen samt oplysninger om gældsandel og rentedækningsrate hvor relevant, til brug for vurdering af kravet om, at ansøger ikke må være kriseramt, jf. § 3, stk. 1., nr. 6). 10) Eventuelle andre oplysninger, som kan have betydning for Energistyrelsens vurdering af ansøgningen.
Stk. 3. Energistyrelsen kan anmode om yderligere oplysninger til brug for sagsbehandlingen.