Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 946/2024 · Bekendtgørelse om redaktionel produktionsstøtte til ugeaviser

BEK 946/2024 Art. 4

Støttebetingelser

In KraftAmtlicher Text

Det er en betingelse for at opnå tilskud, jf. § 1, at en ugeavis 1) er en selvstændig ugeavis med en ansvarshavende redaktør, 2) er en lokal ugeavis, 3) på redaktionen har redaktionelle medarbejdere, som sammen med den ansvarshavende redaktør udgør minimum 0,5 lønnet redaktionelt årsværk, 4) har et indhold, hvor mindst en fjerdedel af det samlede indhold er redaktionelt stof i form af artikler m.v., 5) i det redaktionelle stof dækker flere forskellige emner, 6) i det redaktionelle stof behandler nyhedsstof overvejende i form af lokalt stof, 7) har et indhold, hvor mindst en tolvtedel af det samlede indhold er selvstændigt journalistisk bearbejdet stof med henblik på offentliggørelse i den pågældende ugeavis, 8) udkommer i ny udgave minimum 12 gange årligt, og 9) er omfattet af Pressenævnets kompetence eller på ansøgningstidspunktet er anmeldt hos Pressenævnet.

Stk. 2. Ved vurderingen af, om en ugeavis er en selvstændig ugeavis, jf. stk. 1, nr. 1, lægges der bl.a. vægt på, at 1) ugeavisens redaktionelle stof har en specifik og selvstændig værdi for ugeavisen, og 2) ugeavisen har et selvstændigt brand.

Stk. 3. Ved en vurdering af, om ugeavisen er lokal, jf. stk. 1, nr. 2, lægges der bl.a. vægt på, at 1) en væsentlig andel af det redaktionelle stof behandler lokale forhold i det pågældende geografiske område, 2) en væsentlig andel af det selvstændigt journalistisk bearbejdede stof behandler lokale forhold i det pågældende geografiske område, 3) der i ugeavisen jævnligt optræder redaktionelt stof fra hele det pågældende geografiske område, og 4) ugeavisens brand og profil afspejler, at der er tale om en lokal ugeavis fra det pågældende geografiske område.

Stk. 4. I opgørelsen af de redaktionelle årsværk, jf. stk. 1, nr. 3, indgår lønnede indholdsproducerende medarbejdere, herunder lønnede praktikanter samt redaktionelle ledere med kreativ redaktionel slutproduktion til den pågældende ugeavis. Et redaktionelt årsværk kan bestå af flere medarbejdere. Freelancemedarbejdere tæller ikke med ved opgørelsen af redaktionelle årsværk.

Stk. 5. Ved redaktionelt stof, jf. stk. 1, nr. 4, forstås indhold, der ikke er annoncer. Andelen af redaktionelt stof opgøres som et gennemsnit over tre fortløbende udgivelser eller versioner af ugeavisen. Ved vurderingen af digitale ugeavisers indhold sker opmålingen på baggrund af ugeavisens wireframe.

Stk. 6. Ved flere forskellige emner, jf. stk. 1, nr. 5, forstås redaktionelt stof om f.eks. kultur, politik, samfund m.v. fra det pågældende geografiske område.

Stk. 7. Ved lokalt stof, jf. stk. 1, nr. 6, forstås et indhold, som handler om lokale forhold, og som derfor kan have en særlig interesse for befolkningen i det pågældende geografiske område samt de umiddelbart tilgrænsende områder.

Stk. 8. Ved selvstændigt journalistisk bearbejdet stof med henblik på offentliggørelse i den pågældende ugeavis, jf. stk. 1, nr. 7, forstås produktion af indhold, der er aftalt med ugeavisen, og som er initieret, igangsat, udført af eller for, publiceret i og betalt af ugeavisen. Klummer, kommentarer, blogindlæg m.v. som leveres uden betaling kan tælles med som selvstændigt journalistisk bearbejdet stof, såfremt den pågældende bidragsyder er fast tilknyttet ugeavisen. Andelen af selvstændigt journalistisk bearbejdet stof opgøres som et gennemsnit over tre fortløbende udgivelser eller versioner af ugeavisen.

Stk. 9. Ved en ny udgave, jf. stk. 1, nr. 8, forstås en trykt udgivelse eller en digital version af ugeavisen, som stilles til rådighed for brugerne, og som indeholder mindst 10 artikler i form af redaktionelt stof, der adskiller sig fra tidligere publicerede artikler i ugeavisen. En trykt udgivelse eller digital version, som ikke indeholder 10 nye artikler som omhandlet i 1. pkt., kan alligevel tælles med som en ny udgave efter stk. 1, nr. 8, hvis den sammen med den foregående og den efterfølgende udgivelse eller version i gennemsnit har mindst 10 nye artikler.