BEK 946/2024 · Bekendtgørelse om redaktionel produktionsstøtte til ugeaviser
BEK 946/2024 Art. 1
Anvendelsesområde og definitioner
Bekendtgørelsen finder anvendelse på tilskud, der efter ansøgning ydes til trykte og digitale skrevne lokale ugeaviser, der har et indhold, som er redigeret til et lokalt dansk publikum, formidler selvstændigt journalistisk bearbejdet stof og har det blandede indhold, der karakteriserer ugeaviser, og som hidrører fra forskellige kilder.
Stk. 2. Tilskud i form af redaktionel produktionsstøtte til ugeaviser kan ydes til trykte ugeaviser og digitale ugeaviser, der primært består af tekstindhold.
Stk. 3. Tilskud i form af redaktionel produktionsstøtte til ugeaviser kan også ydes til ugeaviser med nyhedsindhold, der primært består af levende billeder, lyd m.v. Skrevne nyheder skal dog udgøre en betydelig del af ugeavisens samlede indhold, minimum én tredjedel, og have en selvstændig værdi.