BEK 941/2024 · Bekendtgørelse om tilskud til retshjælp på grønlandsk til grønlændere i Danmark
BEK 941/2024 Art. 1
Formålet med bekendtgørelsen er at yde tilskud til retshjælpsinstitutioner, som yder konkret juridisk rådgivning på grønlandsk til grønlændere i Danmark.
Stk. 2. Civilstyrelsen kan efter bekendtgørelsen yde tilskud til helt grundlæggende mundtlig rådgivning (trin 1). Civilstyrelsen kan endvidere yde tilskud til retshjælp i form af rådgivning ud over helt grundlæggende mundtlig rådgivning (trin 2) og rådgivning i forbindelse med forligsforhandlinger (trin 3).
Stk. 3. Retshjælp på trin 2 omfatter rådgivning og udfærdigelse af enkelte skriftlige henvendelser af sædvanlig art, herunder ansøgning om fri proces, processkrifter i retssager, udfærdigelse af bodelingsoverenskomster, enkle testamenter og ægtepagter samt deltagelse i møder.
Stk. 4. Retshjælp på trin 3 omfatter yderligere rådgivning, der ydes med henblik på at opnå en forligsmæssig løsning af en tvist. Retshjælp på trin 3 forudsætter, at rådgiveren med rimelighed skønner, at der er udsigt til, at sagen herved vil kunne afsluttes forligsmæssigt.
Stk. 5. Retshjælp på trin 2 og 3 kan ikke gives til 1) sigtede eller tiltalte i offentlige straffesager, 2) aktivt erhvervsdrivendes sager af overvejende erhvervsmæssig karakter, 3) sager om gældssanering eller 4) sager, der angår eller er under behandling ved en forvaltningsmyndighed eller et privat tvistløsningsorgan, der er godkendt af erhvervsministeren.
Stk. 6. Uanset stk. 5, nr. 4, kan der dog gives retshjælp på trin 2 og 3 ved klage over en forvaltningsmyndigheds afgørelse.