BEK 931/2024 · Bekendtgørelse om jordbrugsvirksomheders anvendelse af gødning
BEK 931/2024 Art. 6
Anvendelse af gødning
Udbringning af flydende husdyrgødning må kun ske ved udlægning ved slæbeslange, slæbesko eller ved nedfældning.
Stk. 2. Ved udlægning med slæbeslange eller slæbesko skal udbringningsudstyret være i kontakt med jordoverfladen, og gødningen skal lægges på jordoverfladen. Ved nedfældning skal den flydende husdyrgødning nedfældes til under jordoverfladen, og der må alene være en ubetydelig mængde flydende husdyrgødning over jordoverfladen efter nedfældning. Ved nedfældning på arealer uden etablerede afgrøder med et gødningsbehov skal nedfældningsrenderne være tildækkede efter nedfældningen. Ved nedfældning i etablerede afgrøder med et gødningsbehov, herunder ved nedfældning i græs, skal nedfældningsrender helt kunne indeholde den udbragte mængde gødning.
Stk. 3. På følgende arealer skal der ved udbringning af flydende husdyrgødning anvendes en af de ammoniakreducerende teknikker, der fremgår af § 7: 1) Arealer uden etablerede afgrøder med et gødningsbehov bortset fra arealer omfattet af § 9, stk. 3, nr. 3. 2) Arealer med græs, bortset fra arealer med frøgræs, for hvilke der er indgået kontrakt med frøavlsfirma om levering af frø i den kommende sæson, jf. dog stk. 4. 3) Arealer, der ligger inden for 20 m fra særligt ammoniakfølsomme naturtyper.
Stk. 4. Udbringning af flydende husdyrgødning på jordbrugsvirksomheder, som er autoriserede som økologiske i henhold til bekendtgørelse om økologisk jordbrugsproduktion, er dog i perioden fra 1. februar indtil 1. maj på fodergræsmarker undtaget fra kravet om at anvende en teknik, der fremgår af § 7.