BEK 931/2024 · Bekendtgørelse om jordbrugsvirksomheders anvendelse af gødning
BEK 931/2024 Art. 2
Bekendtgørelsens anvendelsesområde og definitioner
§§ 4-21 finder ikke anvendelse på driften af arealer omfattet af forskningsforsøg, der opfylder kriterierne i stk. 2, og hvor overholdelsen af reglerne ved forskningsforsøget er af uvæsentlig betydning for miljøbeskyttelsen, eller fravigelsen af reglerne er nødvendig for at udføre forskningsforsøget.
Stk. 2. Forskningsforsøg vedrørende anvendelse af gødning i jordbruget skal være i overensstemmelse med følgende kriterier: 1) Forskningsforsøget skal udføres i forsøgsparceller, der for hvert forsøgsled ikke er større end 300 m² for arealer med landbrugsafgrøder og 1.300 m² for arealer med skov. 2) Inden forskningsforsøget igangsættes, skal der foreligge en forsøgsplan for udførelse af forsøget og for indsamling af data. Det skal fremgå af forsøgsplanen, hvorfor regler i gødningsanvendelsesbekendtgørelsen fraviges, og hvordan utilsigtede påvirkninger af omgivelserne som følge heraf vil blive imødegået. 3) Hvert forsøgsled skal gentages flere gange i samme forsøgsopstilling. 4) Der skal foretages en indsamling og en statistisk bearbejdning af forsøgsdata og udarbejdes en kort afsluttende rapport over de væsentligste resultater.
Stk. 3. Udførelse af forskningsforsøg, der fraviger bekendtgørelsens regler, skal registreres på Landbrugsstyrelsens hjemmeside, inden forsøget påbegyndes. Registrering skal ske med navn, adresse og CVR-nummer på den jordbrugsvirksomhed, på hvis arealer forskningsforsøget udføres, og på den virksomhed, der gennemfører forsøget. Registreringen skal desuden indeholde oplysninger om forskningsforsøgets navn, og hvilke regler i gødningsanvendelsesbekendtgørelsen der fraviges med forskningsforsøget.
Stk. 4. Den ansvarlige for driften af de arealer, hvor forskningsforsøg udføres, skal kunne dokumentere, at fravigelse af bekendtgørelsens regler sker som del af et forskningsforsøg, der er i overensstemmelse med stk. 1 og 2, og at der er sket indberetning efter stk. 3. Den ansvarlige for driften skal opbevare dokumentationen i 5 år efter udløbet af den planperiode, hvor forsøget afsluttes, og kunne forevise den på forlangende i forbindelse med tilsynsmyndighedens kontrol eller i forbindelse med Landbrugsstyrelsens vurderinger af anvendelsen af muligheden for at udføre forsøg, der fraviger bekendtgørelsens regler.