BEK 911/2024 · Bekendtgørelse om akademiuddannelser
BEK 911/2024 Art. 4
Tilrettelæggelse
En akademiuddannelse er en erhvervsrettet videregående uddannelse, der udbydes som åben uddannelse, jf. lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v.
Stk. 2. Uddannelsen er normeret til 1 studenterårsværk. 1 studenterårsværk er en heltidsstuderendes arbejde i 1 år og svarer til 60 points i European Credit Transfer System (ECTS-point).
Stk. 3. Uddannelsesinstitutionen tilrettelægger uddannelsen som deltidsundervisning inden for en tidsramme på indtil 3 år. Uddannelsen kan tilrettelægges som heltidsundervisning.
Stk. 4. Uddannelsen tilrettelægges som fagligt afgrænsede moduler.
Stk. 5. Uddannelsen tilrettelægges således, at der tages hensyn til de studerendes muligheder for at kombinere uddannelse med tilknytning til arbejdsmarkedet. Undervisningen skal være praksisrelateret, og de studerendes erfaringer skal inddrages i undervisningen.
Stk. 6. Uddannelsen skal være afsluttet senest 6 år efter, at den studerende er begyndt på uddannelsen. Institutionen kan i særlige tilfælde dispensere herfra.
Stk. 7. Indholdet af og tilrettelæggelsen af den enkelte akademiuddannelse er fastlagt i en studieordning, jf. § 17.