BEK 898/2024 · Bekendtgørelse om jordbrugets anvendelse af gødning i planperioden 2024/2025
BEK 898/2024 Art. 9
Kvælstofnormer
Kvælstofnormer for græs kan anvendes i følgende tilfælde, hvis betingelserne i stk. 2-6 er overholdt: 1) Virksomheden anvender græsset til opfodring af eget dyrehold. 2) Virksomhedens arealer med græs afgræsses af andre husdyr end virksomhedens egne. 3) Virksomheden sælger det høstede græs. 4) Virksomheden anvender det høstede græs i eget biogasanlæg. 5) Virksomheden anvender græsset i kombinationer af nr. 1-4.
Stk. 2. Ved anvendelse efter stk. 1, nr. 1, skal virksomheden kunne dokumentere sammenlagt at have dyr nok i den aktuelle og den efterfølgende planperiode til at optage det antal foderenheder, der produceres. Ved beregning skal anvendes udbyttenormen for den dyrkede afgrøde, jf. bilag 1, tabel 1, og det maksimale optag af foderenheder per dyr, jf. bilag 1, tabel 4.
Stk. 3. Ved anvendelse efter stk. 1, nr. 2, skal virksomheden kunne dokumentere afgræsningen ved en græsningsaftale, jf. § 23, stk. 2, eller ved oplysninger, der fremgår af gødningskvitteringen, jf. § 25. Det skal kunne dokumenteres, at afgræsningen er sket med nok dyr til at optage det antal foderenheder, der produceres. Ved beregning skal anvendes udbyttenormen for den dyrkede afgrøde, jf. bilag 1, tabel 1, og det maksimale optag af foderenheder per dyr, jf. bilag 1, tabel 4.
Stk. 4. Ved anvendelse efter stk. 1, nr. 3, skal virksomheden kunne dokumentere, at græsset senest den 31. juli 2026 er solgt ved faktura med angivelse af den solgte mængde i foderenheder. Den solgte mængde skal mindst svare til udbyttenormen for den dyrkede afgrøde i foderenheder pr. ha, jf. bilag 1, tabel 1.
Stk. 5. Ved anvendelse efter stk. 1, nr. 4, skal den høstede mængde opgøres og kunne dokumenteres. Den høstede mængde skal mindst svare til udbyttenormen for den dyrkede afgrøde i foderenheder pr. ha, jf. bilag 1, tabel 1.
Stk. 6. Ved anvendelse efter stk. 1, nr. 5, skal anvendelsen af de enkelte andele af græsset kunne dokumenteres i overensstemmelse med stk. 2-5.
Stk. 7. Ved anvendelse af græsset i eget biogasanlæg skal indholdet af kvælstof og fosfor indregnes i gødningsregnskabet som tilført organisk materiale til anlægget.