BEK 845/2024 · Bekendtgørelse om geologisk lagring af CO2 m.v.
BEK 845/2024 Art. 3
Ansøgning om efterforsknings- og lagringstilladelser
Ansøgninger om lagringstilladelser skal mindst indeholde følgende oplysninger: 1) Den potentielle rettighedshavers navn og adresse. 2) Dokumentation for den potentielle rettighedshavers tekniske kompetence. 3) Karakterisering af CO 2 -lagringslokaliteten og lagringskomplekset og en vurdering af den forventede sikkerhed ved lagringen, jf. § 2 og undergrundslovens § 23 f, stk. 1-2. 4) Den samlede mængde CO 2 , der skal injiceres og lagres, de forventede kilder og transportmetoder, CO 2 -strømmenes sammensætning, injektionsrater og -tryk samt injektionsanlæggenes beliggenhed. 5) Beskrivelse af foranstaltninger til hindring af væsentlige uregelmæssigheder. 6) Forslag til overvågningsprogram, jf. § 11 og undergrundslovens § 23 i. 7) Forslag til plan for udbedrende foranstaltninger, jf. undergrundslovens § 23 e, nr. 10. 8) Forslag til foreløbig efterbehandlingsplan, jf. undergrundslovens § 23 l. 9) Oplysninger indgivet i medfør af bekendtgørelse om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter og bekendtgørelse om administration af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter ved videnskabelige undersøgelser, forundersøgelser, efterforskning og indvinding af kulbrinter, lagring i undergrunden, rørledninger, m.v. offshore. 10) Dokumentation for, at den finansielle sikkerhed eller tilsvarende, jf. undergrundslovens § 23 q, vil være gyldig og effektiv, inden injektionen påbegyndes.