BEK 818/2024 · Bekendtgørelse om sikkerhed i forbindelse med bloddonation
BEK 818/2024 Art. 4
Den for blodbanken ansvarlige læge skal sikre en entydig identifikation af donor, og at der inden hver tapning indhentes oplysninger om donors nuværende og tidligere helbreds- og sygehistorie. Oplysningerne indhentes ved anvendelse af et spørgeskema og ved en personlig samtale.
Stk. 2. Ansvaret for, at de opgaver, der er nævnt i stk. 1, udføres af en kvalificeret sundhedsperson, påhviler den for blodbanken ansvarlige læge.
Stk. 3. Det i stk. 1 nævnte spørgeskema skal indeholde de i bilag 2 nævnte spørgsmål og erklæringer.
Stk. 4. Spørgeskemaet skal underskrives af både donor og af den sundhedsperson, der er ansvarlig for at indhente de i stk. 1 nævnte oplysninger, jf. stk. 2. Sundhedspersonen bekræfter med sin underskrift, at donor har fået udleveret det materiale, der er nævnt i § 2, stk. 2, og har haft lejlighed til at stille uddybende spørgsmål. Donor bekræfter med sin underskrift at have givet korrekte oplysninger og have modtaget det i § 2 , stk. 2, nævnte materiale.