BEK 787/2024 Art. 24
Særlige sagsbehandlingsregler
Kriminalforsorgsområdet skal tage spørgsmålet om udgang til besøg hos bestemte personer op til overvejelse, når en 1) indsat, der udstår tidsbestemt fængselsstraf og er egnet til anbringelse i åbent fængsel, men er anbragt i Færøerne Arrest efter straffuldbyrdelseslovens § 21, stk. 1, § 22, 1. pkt., sidste led, eller § 23, opfylder de tidsmæssige betingelser i § 36, stk. 7, 2) indsat, der udstår tidsbestemt straf af fængsel, opfylder de tidsmæssige betingelser i § 36, stk. 1, 3) indsat, der udstår straf af fængsel på livstid, har udstået 5 år og 4 måneder af straffen, og 4) forvaringsdømt har været anbragt i forvaring i 2 år.
Stk. 2. Spørgsmålet om udgang til besøg hos bestemte personer skal dog tidligst tages op til overvejelse, når den indsatte har haft ophold i institutionen i 3 måneder, såfremt den indsatte er frataget muligheden for udgang på grund af udeblivelse uden lovlig grund efter tilsigelse til afsoning, jf. § 21, stk. 1. Tilsvarende skal spørgsmålet om udgang til besøg hos bestemte personer tidligst tages op til overvejelse, når der er forløbet 3 måneder efter, at den indsatte i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 3, er frataget muligheden for udgang i forbindelse med en afgørelse i en disciplinærsag, hvorved den indsatte er ikendt disciplinærstraf for overtrædelse af straffuldbyrdelseslovens § 36, stk. 2, eller regler fastsat i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 36, stk. 3, jf. stk. 2.
Stk. 3. Hvis der er givet afslag på udgang til besøg hos bestemte personer under henvisning til, at betingelserne i straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 1, ikke er opfyldt, skal kriminalforsorgsområdet tage spørgsmålet op til fornyet overvejelse, hvis det på et senere tidspunkt må antages, at betingelserne for udgang er opfyldt.
Stk. 4. Det påhviler endvidere kriminalforsorgsområdet at tage spørgsmålet om udgang til besøg hos bestemte personer op til overvejelse, når den indsatte har opholdt sig i institutionen i 6 måneder, siden det sidst har været overvejet, om betingelserne for udgang i straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 1, er opfyldt, jf. dog § 22, stk. 2.
Stk. 5. Hvis der er givet afslag på udgang, fordi udgang ikke kan finde sted, jf. straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 3, eller hvis en udgangstilladelse er bortfaldet, jf. § 21, stk. 2, skal kriminalforsorgsområdet tage spørgsmålet om udgang op til fornyet overvejelse, når der er forløbet 3 måneder fra afgørelsen i disciplinærsagen.