BEK 605/2024 Art. 3
Uanset at den valgte alment praktiserende læge eller klinik, jf. §§ 1 og 2, har lukket for tilgang, kan følgende personer omfattet af sikringsgruppe 1 tilmeldes lægen eller klinikken: 1) Børn af sikrede, der er tilmeldt lægen og barnet hidtil har været tilmeldt den anden forælders læge eller klinik. 2) Ægtefæller og samlevende i ægteskabslignende forhold til sikrede, der er tilmeldt lægen eller klinikken. 3) Personer, der overgår fra sikringsgruppe 2 til sikringsgruppe 1, når lægen eller klinikken er den læge eller klinik, som den sikrede seneste har været tilmeldt som gruppe 1-sikret. 4) Personer, der efter endt indkaldelse til værnepligtstjeneste eller tjeneste, der træder i stedet herfor, og personer, der efter endt optagelse i anstalter og arresthuse under Kriminalforsorgen, som under indkaldelsen eller opholdet i de nævnte institutioner har været frameldt sikringsgruppe 1, jf. bekendtgørelse nr. 23 af 9. januar 2007 om begrænsning i adgang til ydelser efter sundhedsloven for visse persongrupper, når den pågældende var tilmeldt lægen eller klinikken før indkaldelsen eller opholdet i de nævnte institutioner. 5) Personer omfattet af sikringsgruppe 1, der bor på plejehjem m.v., jf. servicelovens § 192, i plejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om almene boliger m.v. eller lov om boliger for ældre og personer med handicap, eller i friplejeboliger, der er omfattet af lov om friplejeboliger, der har den pågældende læge eller klinik som fast tilknyttet læge. 6) Personer omfattet af sikringsgruppe 1, der bor på længerevarende botilbud for borgere med psykiske lidelser, jf. servicelovens § 108, der har den pågældende læge eller klinik som fast tilknyttet læge.