BEK 588/2024 · Bekendtgørelse om udrykningskørsel m.v.
BEK 588/2024 Art. 11
Særlige regler for politiets kørsel i forbindelse med patruljering under påtrængende politimæssige opgaver eller lignende
Politipersonale kan i forbindelse med kørsel i eller på motorkøretøj tilhørende politiet, når kørslen ikke udgør udrykningskørsel efter § 1, stk. 1, undlade at følge de i stk. 2 nævnte regler i færdselsloven, hvis undladelsen skønnes nødvendig med henblik på effektiv varetagelse af påtrængende politimæssige opgaver eller lignende, herunder med henblik på forebyggende patruljering, opretholdelse af den offentlige orden m.v., og hvis færdselssikkerhedsmæssige forhold eller omstændighederne i øvrigt ikke taler væsentligt imod.
Stk. 2. Politipersonale kan i forbindelse med kørsel efter stk. 1 undlade at følge reglerne i færdselslovens 1) § 4, stk. 1, om at efterkomme de anvisninger for færdslen, som gives ved færdselstavler, afmærkning på kørebane eller cykelsti, signalanlæg, m.v., 2) § 14 om anvendelse af vejens forskellige baner, § 15, stk. 1 og 2, om placeringen på vejen og § 16, stk. 1, om svingning og 3) § 52, stk. 2, om motorcyklisters anvendelse af fortov eller gangsti.
Stk. 3. Politipersonale kan i forbindelse med kørsel på speed pedelecs og cykler, der ikke udgør udrykningskørsel efter § 1, stk. 1, undlade at følge reglerne i færdselslovens kapitel 7 om særlige regler for cykler, hvis betingelserne i stk. 1 er opfyldt.
Stk. 4. I forbindelse med kørsel efter stk. 1 og 3 skal føreren udvise ganske særlig forsigtighed.