BEK 562/2024 · Bekendtgørelse om tilskudspulje til fremme af energieksportindsatsen
BEK 562/2024 Art. 5
Ansøgning
Energistyrelsen foretager én eller flere gange årligt offentlig indkaldelse af ansøgninger om tilskud til projekter inden for kapitel 2.
Stk. 2. Energistyrelsen fastsætter ved indkaldelsen af ansøgninger de overordnede rammer for indholdet i projekter, der kan opnå tilsagn om tilskud.
Stk. 3. Energistyrelsen fastsætter ved indkaldelsen af ansøgninger tilsagnsrammen for det samlede tilskud, der er til rådighed inden for den på finansloven afsatte bevilling.
Stk. 4. Energistyrelsen kan ved indkaldelsen af ansøgninger fastsætte krav om en specifik procent af egenfinansiering af de godkendte tilskudsberettigede fælles projektomkostninger.
Stk. 5. Ansøgning om tilskud skal være modtaget i Energistyrelsen senest på den dato, der er angivet i indkaldelsen af ansøgninger. Ansøgningen skal indgives på et ansøgningsskema, der er udarbejdet af Energistyrelsen og offentliggjort på Energistyrelsens hjemmeside. Ansøgningsskemaer udfyldes elektronisk på www.ens.dk, eventuelt via en af Energistyrelsen anvist webformular, eller indsendes til Energistyrelsen.
Stk. 6. Indsendelsestidspunktet regnes fra det tidspunkt, hvor en fyldestgørende ansøgning er modtaget i Energistyrelsen.
Stk. 7. Ansøgninger om tilskud indsendes af én af projektets deltagere, som har fuldmagt fra de øvrige deltagere i projektet til at søge på alles vegne og repræsenterer de øvrige deltagere overfor Energistyrelsen, mens projektet afvikles. De pligter, der gælder for ansøger om tilskud, gælder for alle projektets deltagere.
Stk. 8. Ansøgningen skal være fyldestgørende og indeholde den information og dokumentation, der er nødvendig for sagsbehandlingen, jf. § 6. Energistyrelsen kan anmode ansøger om yderligere oplysninger til brug for vurderingen af ansøgningen inden for en nærmere fastsat frist.