Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 543/2024 · Bekendtgørelse om betaling af udgifter til sygebehandling og hjælpemidler efter lov om arbejdsskadesikring

BEK 543/2024 Art. 2

In KraftAmtlicher Text

I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) »At skaden er anmeldt:« At skaden er anmeldt enten til den sikringspligtige arbejdsgivers arbejdsulykkesforsikringsselskab, herunder statslige og kommunale forsikringsenheder og Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, eller til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. 2) »Behandling:« Enhver form for medicinsk og lægeligt indikeret sygebehandling, herunder optræning, der er nødvendiggjort af en arbejdsskade, jf. § 5 i arbejdsskadesikringsloven. 3) »Hjælpemiddel:« Ethvert hjælpemiddel, herunder proteser, der er nødvendiggjort af en arbejdsskade, jf. § 5 i arbejdsskadesikringsloven. 4) »At sagen er under behandling:« At sagen behandles i den sikringspligtige arbejdsgivers arbejdsulykkesforsikringsselskab, herunder statslige og kommunale forsikringsenheder samt Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, eller i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring frem til der er truffet midlertidig eller endelig afgørelse om alle erstatnings- og godtgørelsesspørgsmål efter arbejdsskadesikringsloven. Indbringes en afgørelse om erstatning m.v. for Ankestyrelsen, som hjemviser sagen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. § 68, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, anses sagen at være under behandling, indtil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer ny afgørelse om erstatning m.v. Genoptages spørgsmålet om betaling af udgifter til behandling og hjælpemidler, jf. § 41 i arbejdsskadesikringsloven, er sagen under behandling fra tilskadekomnes anmodning om genoptagelse eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings meddelelse om genoptagelse og indtil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer ny afgørelse, jf. dog § 7, stk. 2. Har Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i forbindelse med en tidligere afgørelse i sagen besluttet at genoptage sagen med henblik på betaling af udgifter efter § 15 i arbejdsskadesikringsloven, er sagen under behandling fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring fastsatte dato for sagens genoptagelse, og indtil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer ny afgørelse. 5) »Fremtidige udgifter til behandling og hjælpemidler for en afgrænset periode:« Udgifter til behandling m.v., som skønnes at være afsluttet inden for en afgrænset periode, og udgifter til hjælpemidler, som det skønnes, at tilskadekomne har behov for i en afgrænset periode. 6) »Permanente fremtidige udgifter til behandling og hjælpemidler:« Udgifter til behandling m.v., som skønnes at være permanente, og udgifter til hjælpemidler, som det skønnes, at tilskadekomne har et permanent behov for.