BEK 497/2024 · Bekendtgørelse om uddannelse til miljø- og ressourcekoordinator og ressourceansvarlig
BEK 497/2024 Art. 13
Ansøgning om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer
Miljøstyrelsen kan meddele personer, jf. § 11, der agter at etablere sig som miljø- og ressourcekoordinator eller ressourceansvarlig i Danmark, tilladelse hertil, når de opnåede kvalifikationer kan sidestilles med et uddannelsesbevis, jf. kapitel 3.
Stk. 2. Personer omfattet af § 11, skal, inden erhvervsudøvelsen påbegyndes første gang, indgive en skriftlig ansøgning til Miljøstyrelsen eller via www.businessindenmark.dk om anerkendelse af de erhvervsmæssige kvalifikationer.
Stk. 3. En ansøgning efter stk. 1 skal ledsages af følgende dokumentation: 1) Bevis for ansøgerens nationalitet. 2) Bevis for ansøgerens erhvervsmæssige kvalifikationer i form af a) kopi af kursus- eller uddannelsesbeviser, som giver adgang til at udøve erhvervet som miljø- og ressourcekoordinator eller ressourceansvarlig, hvis erhvervet er lovreguleret i det pågældende land, og dokumentationen vedrører eventuel relevant erhvervserfaring, eller b) bevis for, at ansøgeren har udøvet erhvervet som miljø- og ressourcekoordinator eller ressourceansvarlig på fuldtidsbasis i 1 år eller i en tilsvarende samlet varighed på deltidsbasis i løbet af de foregående 10 år i et andet land, hvor dette erhverv ikke er lovreguleret, og som er i besiddelse af et eller flere kursus- eller uddannelsesbeviser, som er udstedt i et andet land, hvor dette erhverv ikke er lovreguleret.
Stk. 4. Miljøstyrelsen kan i tilfælde af begrundet tvivl kræve en bekræftelse på ægtheden af et kursus- og uddannelsesbevis, jf. stk. 3, nr. 2, hos de kompetente myndigheder i det land, hvor kursus- eller uddannelsesbeviset er udstedt.
Stk. 5. Hvis et kursus- eller uddannelsesbevis udstedt af en kompetent myndighed i et af de i § 11 nævnte lande omfatter uddannelse, der helt eller delvist er taget på en uddannelsesinstitution, der er lovligt etableret i et andet land, kan Miljøstyrelsen i tilfælde af begrundet tvivl sammen med den kompetente myndighed i udstedelseslandet kontrollere følgende: 1) Om uddannelsesforløbet ved den pågældende uddannelsesinstitution er formelt attesteret af den uddannelsesinstitution, der er etableret i udstedelseslandet. 2) Om det udstedte eksamensbevis er det samme som det, der ville være udstedt, hvis uddannelsesforløbet var fulgt i sin helhed i udstedelseslandet. 3) Om uddannelsesbeviset giver samme erhvervsrettigheder i udstedelseslandet.