BEK 471/2024 Art. 3
Den andel af udgifterne, der efter § 2 skal betales af staten, fordeles på og betales af de statsinstitutioner, der er omfattet af statens adgang til selvforsikring, jf. § 48, stk. 5, i arbejdsskadesikringsloven.
Stk. 2. De enkelte statsinstitutioners andel af udgiften beregnes på grundlag af de samlede godtgørelser for varigt men og erstatninger for tab af erhvervsevne vedrørende arbejdsulykker samt andelen af uddannelsesgodtgørelse omfattet af arbejdsskadesikringslovens § 18 e, stk. 3, der vedrører de pågældende.
Stk. 3. Ved opgørelsen af erstatningsudgifterne ses der bort fra udgifter efter § 18 e, stk. 2, § 48, stk. 6, og § 52, stk. 4, i arbejdsskadesikringsloven. Erstatningsudgifterne opgøres som summen af godtgørelser for varigt men og engangserstatning (kapitalerstatning) samt hensættelser til dækning af fremtidige løbende erstatninger for tab af erhvervsevne samt udgifter til andelen af uddannelsesgodtgørelse omfattet af arbejdsskadesikringslovens § 18 e, stk. 3.