BEK 451/2024 Art. 19
Udbetaling af tilskud
Anmodning om udbetaling for informationsprojekter omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1 skal indeholde: 1) Et projektregnskab, der angiver de afholdte og betalte tilskudsberettigede omkostninger. Regnskabet skal være underskrevet af projektadministratoren og skal være vedlagt en liste over regnskabsbilag udformet efter Energistyrelsens anvisning, jf. § 21. 2) Dokumentation for det gennemførte projekt.
Stk. 2. For ansøgninger om tilsagn modtaget efter den 1. juli 2024 skal dokumentationen for det gennemførte projekt, jf. stk. 1, nr. 2, kunne offentliggøres på Energistyrelsens hjemmeside omhandlede tilskud fra puljen til lokale energifællesskaber og lokal forankring af klimaomstilling.
Stk. 3. Udbetaling af tilskud er betinget af: 1) At projektet er gennemført som beskrevet i tilsagnet med eventuelle senere ændringer, jf. § 17. 2) At projektadministratoren kan vedlægge regnskaber for de faktisk afholdte og betalte støtteberettigede omkostninger til projektet som stemmer overens med det af Energistyrelsen godkendte overslag ved det meddelte tilsagn om tilskud med forbehold for ændringer, jf. § 17. 3) At der kun er anvendt momsregistrerede virksomheder til udførelse eller levering af tilskudsberettigede arbejdsopgaver for hvilke, der kræves betaling.
Stk. 4. Energistyrelsen kan fastsætte yderligere vilkår for udbetaling af tilskud i afgørelsen efter § 18, stk. 1.