BEK 445/2024 · Bekendtgørelse om den erhvervsøkonomiske diplomuddannelse (HD-uddannelsen)
BEK 445/2024 Art. 8
Struktur og indhold
HD 2. del på 60 ECTS-point omfatter: 1) Obligatoriske fagmoduler, svarende til mindst 15 ECTS-point inden for det erhvervsøkonomiske fagområde. De obligatoriske moduler er konstituerende for uddannelsen. 2) Valgfri fagmoduler, svarende til mindst 10 ECTS-point, der er understøttende i forhold til uddannelsens mål for læringsudbytte. 3) Afgangsprojekt, svarende til 15 ECTS-point, der afslutter HD 2. del. Projektet har til formål at dokumentere den studerendes viden og færdigheder i forbindelse med at identificere, reflektere over, analysere og vurdere løsningsforslag til en praksisnær, kompleks erhvervsøkonomisk problemstilling ved anvendelse af fagområdets teori og metode. Afgangsprojektet formuleres af den studerende og skal godkendes af uddannelsesinstitutionen.
Stk. 2. HD 2. del kan tilrettelægges med specialiseringer. For den enkelte specialisering fastsættes mål for læringsudbytte som delmål, der indgår i HD-uddannelens samlede mål for læringsudbytte. Mål for læringsudbytte, sammensætning af og eventuelle forudsætninger i de enkelte specialiseringer skal fremgå af studieordningen.
Stk. 3. Institutionen kan godkende, at HD 2. del kan omfatte 1 valgfrit fagmodul uden for det erhvervsøkonomiske fagområde, når det overordnede formål er opfyldt.
Stk. 4. Et fagmodul, jf. stk. 1, nr. 1 og 2, og stk. 3, skal udgøre mindst 2,5 ECTS-point, eller være på 5, 10 eller 15 ECTS-point.
Stk. 5. Uddannelses- og Forskningsstyrelsen godkender nye specialiseringer.
Stk. 6. Udbyderne indberetter nye moduler til styrelsen med henblik på registrering og vurdering af, om disse medfører væsentlige ændringer af uddannelsens formål og erhvervssigte, jf. bekendtgørelse om akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner og godkendelse af videregående uddannelser.