BEK 388/2024 · Bekendtgørelse for Grønland om revisionsvirksomhed
BEK 388/2024 Art. 8
Ophør
Hvis en indehaver af stemmerettigheder kommer under konkurs, og revisionsvirksomheden ikke længere opfylder betingelserne i § 13, stk. 2, i revisorloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning, kan konkursboet udøve stemmerettighederne.
Stk. 2. Kurator skal efter reglerne i konkursloven antage sagkyndig bistand i det omfang, det er nødvendigt for at administrere den konkursramtes stemmeandel i overensstemmelse med revisorlovgivningens regler.
Stk. 3. Udøvelse af stemmerettighederne efter stk. 1 kan opretholdes, indtil boet er færdigbehandlet, dog højst op til 1 år efter konkursdekretets afsigelse. Revisionsvirksomheden skal snarest træffe foranstaltninger med henblik på at opfylde betingelserne i § 13, stk. 2, i revisorloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning.
Stk. 4. Opfylder revisionsvirksomheden ikke betingelserne i § 13, stk. 2, i revisorloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning, efter boets afslutning eller efter udløbet af 1 års fristen, skal revisionsvirksomheden, eller den, der handler på revisionsvirksomhedens vegne, straks registrere sletning i registret over godkendte revisionsvirksomheder eller give meddelelse til Erhvervsstyrelsen, der herefter sletter revisionsvirksomheden fra registeret.
Stk. 5. Revisionsvirksomheden kan i sine vedtægter eller lignende aftale, der regulerer virksomhedens forhold, bestemme, at konkursboet ikke skal kunne udøve den konkursramtes stemmerettigheder. Dette medfører, at revisionsvirksomheden skal foranstalte sletning i registret over godkendte revisionsvirksomheder.