BEK 249/2024 · Bekendtgørelse om undervisning m.v. inden for forberedende voksenundervisning
BEK 249/2024 Art. 18
Uddannelsesinstitutioner og driftsoverenskomster m.v.
Voksenuddannelsescentret kan, jf. lovens § 7, stk. 1, indgå driftsoverenskomst med følgende uddannelsesinstitutioner, som har uddannelsesaktivitet i henhold til den uddannelses- og institutionslovgivning, som er nævnt ud for den enkelte type uddannelsesinstitution: 1) Uddannelsesinstitutioner med udbud af arbejdsmarkedsuddannelser, jf. lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. 2) Uddannelsesinstitutioner godkendt efter lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse med udbud af erhvervsuddannelser. 3) Efterskoler og frie fagskoler, jf. lov om efterskoler og frie fagskoler. 4) Folkeoplysende foreninger og daghøjskoler, jf. lov om støtte til folkeoplysende voksenundervisning, frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde og daghøjskoler samt om Folkeuniversitetet (folkeoplysningsloven). 5) Folkehøjskoler, jf. lov om folkehøjskoler. 6) Private institutioner m.v., som før den 1. januar 2001 har indgået driftsoverenskomst med et amtsråd om læsekurser eller ordblindeundervisning i henhold til lov om specialundervisning for voksne og læsekurser for voksne, dog kun om undervisning inden for det eller de pågældende områder. 7) Skovskolen på Københavns Universitet, jf. universitetsloven, med udbud af erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser. 8) Sprogcentre, jf. lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. 9) Uddannelsesinstitutioner, der er godkendt sammenlagt i medfør af lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v., med udbud af erhvervsuddannelser og arbejdsmarkedsuddannelser. 10) Regionale og kommunale institutioner med specialundervisning for voksne, jf. lov om specialundervisning for voksne.
Stk. 2. Uddannelsesinstitutions ret til at opnå driftsoverenskomst med voksenuddannelsescentret, der har ansvar for det pågældende geografiske dækningsområde, forudsætter en årlig aktivitet indenfor FVU på mindst 5 årsdeltagere eksklusiv indledende test. Institutioner, der ikke i forvejen har en driftsoverenskomst, skal opnå minimumsaktiviteten inden to år fra driftsoverenskomstens ikrafttræden for at bevare retten.
Stk. 3. Et voksenuddannelsescenter kan give afslag på indgåelse af driftsoverenskomst til en ansøger, der er beliggende uden for voksenuddannelsescentrets geografiske dækningsområde, såfremt et tilstrækkeligt og varieret udbud i dette område kan sikres ved voksenuddannelsescentrets eget udbud, suppleret med eksisterende udbud af driftsoverenskomstparter, som hører til i området.
Stk. 4. Et voksenuddannelsescenter kan vælge at indgå eller fastholde en driftsoverenskomst ved en lavere aktivitet end 5 årsdeltagere. Ved opsigelse forudsættes et skriftligt varsel på 6 måneder.
Stk. 5. Et voksenuddannelsescenter kan uanset omfanget af FVU-aktivitet opsige driftsoverenskomsten, såfremt betingelserne i stk. 1 for at indgå driftsoverenskomsten ikke længere er opfyldt.
Stk. 6. Ved ansøgning om og indgåelse af driftsoverenskomst anvendes de af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet udarbejdede skemaer, som er offentliggjorte på Børne- og Undervisninsgsministeriets hjemmeside (uvm.dk). Ydelse af statstilskud for FVU-aktivitet hos en uddannelsesinstitution med driftsoverenskomst med et voksenuddannelsescenter er betinget af, at indholdet af driftsoverenskomsten er i overensstemmelse med det offentliggjorte skema herfor gældende på tidpunktet for den pågældende FVU-aktivitet.
Stk. 7. Forinden voksenuddannelsescentret indgår eller giver afslag på indgåelse af driftsoverenskomst, indhentes en udtalelse fra Uddannelsesudvalget, og regionsrådet høres.
Stk. 8. I driftsoverenskomster, der indgås med folkeoplysende foreninger tages stilling til, hvem der forestår ledelsen af undervisningen.
Stk. 9. En institution med driftsoverenskomst kan ikke videregive retten til at udbyde FVU til tredje part.
Stk. 10. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet kan godkende, at et voksenuddannelsescenter, der har indsendt en ansøgning herom til styrelsen, indgår driftsoverenskomst med andre uddannelsesinstitutioner end de i stk. 1 nævnte.