BEK 228/2024 Art. 8
Tildelingskriterier
Ansøger skal indsende et samlet, bestyrelsesgodkendt budget for tilskudsåret. Budgettet skal udarbejdes, så det udgør en fyldestgørende og sandfærdig beskrivelse af ansøgers forventede udgifter.
Stk. 2. Ansøgere, der søger om tilskud fra delpuljen til landsdækkende handicaporganisationer og -foreninger, jf. § 6, stk. 1, skal desuden indgive en erklæring, hvori følgende skal oplyses: 1) Udgifter for de 2 seneste regnskabsår, der er aflagt revideret årsrapport for. 2) Egenfinansiering, dvs. størrelsen af private og ikke offentlige indtægter for de 2 seneste regnskabsår, der er aflagt revideret årsrapport for. 3) Kontingentindtægter for de 2 seneste regnskabsår, der er aflagt revideret årsrapport for.
Stk. 3. De beløb, der angives i forbindelse med ansøgning om tilskud, jf. stk. 2, skal dokumenteres af revisor i form af en underskreven specifikation.
Stk. 4. Paraplyorganisationer, der søger om tilskud fra delpuljen til landsdækkende handicaporganisationer og -foreninger, er ikke omfattet af stk. 2.
Stk. 5. Social- og Boligstyrelsen kan under særlige forhold beslutte at anvende nøgletal fra andre regnskabsår end de i stk. 2 angivne.