BEK 213/2024 Art. 10
Kommuner, herunder kommunale institutioner og kommunale indkøbere, indberetter afholdte udgifter til køb af forestillinger, jf. § 7, nr. 1, senest 30 dage efter forestillingerne har været opført, jf. dog stk. 2, med henblik på straksrefusion. Indberetningen sker via en digital platform til S/I Scenit. Slots- og Kulturstyrelsen fastsætter nærmere retningslinjer for indberetningens form.
Stk. 2. Forestillinger, som opføres i december måned, skal indberettes senest den 4. januar i det efterfølgende kalenderår.
Stk. 3. Kommuner indberetter bevilgede tilskud til organisationer, foreninger og ikke-kommunale institutioner m.v. til dækning af udgifter ved disses køb af refusionsgodkendte hele forestillinger af børneteater og opsøgende scenekunst, jf. § 7, nr. 2, senest 30 dage efter, at tilskuddet er udbetalt, dog senest den 4. januar i det efterfølgende kalenderår, med henblik på straksrefusion. Udbetales tilskuddet i rater, skal indberetningen foretages senest 30 dage efter, at den enkelte tilskudsrate er udbetalt. Indberetningen sker via en digital platform til S/I Scenit. Slots- og Kulturstyrelsen fastsætter nærmere retningslinjer for indberetningens form.
Stk. 4. Udgifterne efter stk. 1 og stk. 3 skal indberettes eksklusiv moms.
Stk. 5. Kommunen, herunder den kommunale institution eller kommunale indkøber, kan, hvor det er relevant, vælge at indberette flere købte forestillinger samtidigt, dog senest 30 dage efter den første forestillingsopførelse, der søges straksrefusion for. Ved samtidig indberetning skal de enkelte forestillinger og oplysningerne om dem kunne identificeres.
Stk. 6. Med indberetningen skal der vedlægges en kopi af faktura for den eller de forestillinger, der søges refusion for. Hvis udgiften, der søges straksrefusion for, stammer fra et kommunalt tilskud efter stk. 3, jf. § 7, nr. 2, kan dokumentationen udgøres af en kopi af tilsagnsbrev, samarbejdsaftale eller lignende.
Stk. 7. Sammen med indberetningen skal indberetter oplyse relevante data tilgængelige for indberetter om afviklingen af forestillinger til brug for statistiske formål, herunder oplysninger om antal tilskuere fordelt på aldersgrupper.
Stk. 8. Slots- og Kulturstyrelsen kan dispensere fra fristen på 30 dage i stk. 1.