BEK 212/2024 Art. 20
Godtgørelse for nedsættelse af forestillingspriser
Producenter af refusionsgodkendte professionelle scenekunstforestillinger skal senest 30 dage efter, at forestillingerne har været opført, ansøge om godtgørelse for producentens nedsættelse på forestillingens salgspris på den eller de refusionsgodkendte hele forestillinger, jf. dog stk. 6.
Stk. 2. For forestillinger, som opføres i december måned, skal producenten, uanset opførelsesdato, ansøge om godtgørelse senest den 4. januar i det efterfølgende kalenderår.
Stk. 3. Ansøgninger efter stk. 1, kan indeholde flere solgte forestillinger samtidigt, hvis der er tale om samme forestillingstitel. Ansøgning om godtgørelse på flere forestillinger samtidigt skal ske senest 30 dage efter den første forestillingsopførelse, der indgår i ansøgningen. Ved samtidig ansøgning skal de enkelte forestillingsopførelser og oplysningerne om disse kunne identificeres.
Stk. 4. Til ansøgningen skal vedlægges kopi af faktura for den eller de forestillinger, der søges godtgørelse for samt en bekræftelse fra køberen af forestillingen eller forestillingerne om, at den eller de er afviklet, som anført i fakturaen eller fakturaerne.
Stk. 5. Sammen med ansøgningen skal producenten oplyse relevante data tilgængelige for producenten om afviklingen af forestillingerne til brug for statiske formål, herunder oplysninger om antal tilskuere fordelt på aldersgrupper.
Stk. 6. Slots- og Kulturstyrelsen kan dispensere fra fristen på 30 dage i stk. 1 og 3.