BEK 211/2024 Art. 6
Afrapportering og revision
Senest 2 måneder efter projektets afslutning aflægger tilskudsmodtageren en afrapportering over for Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag med beskrivelse af projektets forløb, anvendelsen af tilskuddet fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag samt resultatet af projektet. Af afrapporteringen skal også fremgå antallet af opnåede lærepladser, som tilskudsmodtager vurderer, at gennemførsel af projektet har medført.
Stk. 2. Ved afrapporteringen kan anvendes den løsning, som Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag stiller til rådighed. Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag kan stille krav om indsendelse af yderligere dokumentation for de afholdte udgifter samt effekten af projektet.
Stk. 3. Hvis tilskuddet ikke er brugt, skal det overskydende beløb tilbagebetales til Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag i forbindelse med indsendelsen af afrapporteringen.
Stk. 4. Afrapporteringen påtegnes af en statsautoriseret eller godkendt revisor med udtalelse om, hvor stor en del af tilskuddet, der er brugt, samt hvorvidt tilskuddet er anvendt i overensstemmelse med bevillingen og denne bekendtgørelse.
Stk. 5. Hvis tilskudsbeløbet ikke er brugt i overensstemmelse med bevillingen og denne bekendtgørelse eller, hvis tilskudsmodtageren ikke aflægger en afrapportering, jf. stk. 1, kan Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag bestemme, at tilskuddet skal tilbagebetales helt eller delvist.