BEK 211/2024 Art. 2
Betingelser for tilskud
De projekter, der kan søges tilskud til efter § 1, stk. 2, skal have til formål at fremme indgåelse af uddannelsesaftaler mellem elever og lærlinge i erhvervsuddannelserne og oplæringsvirksomheder, nedbringe optaget af elever og lærlinge i skoleoplæring og mindske antallet af ubesatte lærepladser.
Stk. 2. Projektet skal ligge inden for et eller flere af følgende indsatsområder: 1) Uddannelsesområder med gode beskæftigelsesmuligheder efter endt uddannelse og med mangel på lærepladser eller på elever eller lærlinge. 2) Virksomheder, der ikke er godkendt som lærested eller har færre elever eller lærlinge, end virksomheden er godkendt til. 3) Forøgelse af elevers og lærlinges faglige og geografiske mobilitet. 4) Elev- og lærlingegrupper, som har særligt svært ved at skaffe sig en læreplads.
Stk. 3. Det er en betingelse for, at Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag kan yde tilskud til et projekt, at Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag vurderer, at projektet vil kunne resultere i forøget indgåelse af uddannelsesaftaler, herunder kombinationsaftaler. Det skal af ansøgningen fremgå, hvor mange nye uddannelsesaftaler, herunder kombinationsaftaler, projektet forventes at medføre.
Stk. 4. Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag kan stille krav om indsendelse af yderligere beskrivelse af projektet, der søges tilskud til.