BEK 194/2024 Art. 17
Udbetaling af tilskud
Udbetaling af tilskud sker på baggrund af tilsagnshavers opgørelse over afholdte og betalte tilskudsberettigede udgifter. Ved anmodning om udbetaling af tilskud vedlægges følgende: 1) Alle tilskudsberettigede udgiftsbilag. 2) De eventuelle nødvendige tilladelser til projektet efter anden lovgivning. 3) Dokumentation for betaling af udgifterne. 4) Dokumentation for afholdte udbud. 5) Dokumentation for anden offentlig national støtte i form af garanti, kaution eller lignende, jf. § 14. 6) En kontospecifikation fra regnskabssystemet for de projektrelaterede omkostninger. 7) Dokumentation for korrekt skiltning fysisk og på websted. 8) Slutrapport. 9) Årsberetning over producentorganisationens aktiviteter i overensstemmelse med artikel 25, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1379/2013 af 11. december 2013 om den fælles markedsordning for fiskevarer og akvakulturprodukter, om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1184/2006 og (EF) nr. 1224/2009 og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 104/2000.
Stk. 2. Fiskeristyrelsen kan afvise at behandle en udbetalingsanmodning, hvis bilagene efter stk. 1, nr. 1, ikke indsendes i overskuelig form, herunder hvis der vedlægges bilag, som ikke er relevante for tilsagnet.
Stk. 3. Tilskud kan udbetales i ét forskud og én slutudbetaling. Tilsagnshaver kan i forbindelse med ansøgning om tilsagn om tilskud anmode om forskudsudbetaling på 50 pct. af tilskuddet. Fiskeristyrelsen træffer i givet fald afgørelse om udbetaling i forbindelse med, at der gives tilsagn om tilskud.
Stk. 4. Alle udgifter skal være afholdt og betalt af tilsagnshaver, inden udbetalingsanmodningen indsendes. Anmodning om slutudbetaling skal være modtaget i Fiskeristyrelsen senest tre måneder efter den dato, hvor projektet senest skal være afsluttet. Inden slutudbetaling kan ske, er det en betingelse, at Fiskeristyrelsen har godkendt slutrapporten.
Stk. 5. Det er en betingelse for slutudbetaling, at Fiskeristyrelsen har godkendt slutrapporten, jf. stk. 2, nr. 1, samt en af producentorganisationen udarbejdet årsberetning i overensstemmelse med artikel 28, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1379/2013 af 11. december 2013 om den fælles markedsordning for fiskevarer og akvakulturprodukter, om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1184/2006 og (EF) nr. 1224/2009 og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 104/2000, der dokumenterer, at alle de støtteberettigede aktiviteter er gennemført og bidrager til opfyldelse af målene i artikel 7, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1379/2013 af 11. december 2013 om den fælles markedsordning for fiskevarer og akvakulturprodukter, om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1184/2006 og (EF) nr. 1224/2009 og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 104/2000. Den resterende del af tilskuddet kan først udbetales, når Fiskeristyrelsen har godkendt slutrapport og årsberetningen.