BEK 169/2024 · Bekendtgørelse om udenlandske UCITS' markedsføring i Danmark
BEK 169/2024 Art. 5
En udenlandsk UCITS, der har til hensigt direkte eller indirekte at markedsføre sine andele i Danmark, skal indrettes sådan, at den kan varetage følgende opgaver: 1) Behandle tegning-, tilbagekøbs- og indløsningsordrer og foretage andre udbetalinger til investorerne i relation til andele i den udenlandske UCITS. Behandlinger og udbetalinger skal ske i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i de dokumenter, der kræves i henhold til kapitel IX i UCITS-direktivet. 2) Give investorerne oplysninger om, hvordan en ordre, der er omfattet af nr. 1, kan foretages, og hvordan tilbagekøb og indløsning skal betales. 3) Lette håndteringen af oplysninger og adgangen til procedurer og ordninger, som beskrevet i artikel 15 i UCITS-direktivet om investorers udøvelse af deres rettigheder som følge af deres investeringer i den udenlandske UCITS i Danmark. 4) Stille de oplysninger og dokumenter, der kræves i henhold til afsnit VII i lov om investeringsforeninger m.v. eller i regler udstedt i medfør af bestemmelser i afsnit VII, til rådighed for investorerne med henblik på nærmere undersøgelse og rekvirering af eksemplarer heraf. 5) Stille en årsrapport for hvert regnskabsår, og en halvårsrapport, der dækker de første seks måneder af regnskabsåret til rådighed for investorerne med henblik på nærmere undersøgelse og rekvirering af eksemplarer heraf. 6) På et varigt medium give investorerne oplysninger af relevans for de opgaver, som den udenlandske UCITS udfører. 7) Fungere som kontaktpunkt for kommunikation med Finanstilsynet og andre kompetente myndigheder.
Stk. 2. Den udenlandske UCITS kan udpege en tredjepart til at udføre de opgaver, der er beskrevet i stk. 1. Tredjeparten skal være underlagt regulering og tilsyn vedrørende de opgaver, der varetages af tredjeparten. Der kan ikke stilles krav om den udenlandske UCITS’ fysiske tilstedeværelse i Danmark ved udførelsen af opgaverne, der er beskrevet i stk. 1.
Stk. 3. Den udenlandske UCITS skal sikre, at udpegelsen af en tredjepart dokumenteres ved en skriftlig aftale, der præciserer, hvilke opgaver efter stk. 1, tredjeparten udfører på vegne af den udenlandske UCITS. Det skal fremgå af den skriftlige aftale, at tredjeparten modtager alle relevante oplysninger og dokumenter fra den udenlandske UCITS.
Stk. 4. Den udenlandske UCITS skal sikre, at materiale til udførelse af de opgaver, der er beskrevet i stk. 1, herunder elektronisk, stilles til rådighed på dansk, uanset om opgaverne udføres af den udenlandske UCITS eller af en tredjepart.