BEK 158/2024 Art. 19
Kommunalbestyrelsens videre behandling af en ansøgning efter lovens § 2, stk. 4, fra en ansøger, der ansøger som medfølgende ægtefælle/registreret partner/samlever til en person, der er omfattet af lovens § 2 (ægtefællereglen)
Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om optagelse på valglisten af en ansøger, der ansøger som medfølgende ægtefælle/registreret partner/samlever efter lovens § 2, stk. 4, til en person, der er omfattet af § 2, stk. 1 (diplomatreglen) eller stk. 2 (midlertidigt ophold, der opfylder årsagsbetingelsen), hvis 1) ansøgningen indeholder de nødvendige oplysninger efter §§ 4 og 7, og betingelserne i kapitel 4 og §§ 17 og 18 for kommunalbestyrelsens videre behandling af ansøgningen er opfyldt, 2) ansøgeren inden for de sidste 4 år før ansøgningens modtagelse i kommunen har været bopælsregistreret i Danmark i CPR, og 3) der ikke er anledning til tvivl om, at ansøgerens ægtefælle/registrerede partner/samlever er omfattet af en af de persongrupper, der er nævnt i lovens § 2, stk. 1 eller 2.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan anvende afsnit 4.1-4.8 i Valgnævnets beretning for 2014-2020 om Valgnævnets praksis for at anse betingelserne i lovens § 2, stk. 1 og 2, for opfyldt. Beretningen findes på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside: www.valg.im.dk/valgmyndigheder/behandling-af-ansoegninger-om-optagelse-paa-folketingsvalglisten.
Stk. 3. Er betingelserne i stk. 1 ikke opfyldt, videresender kommunalbestyrelsen ansøgningen til Valgnævnet efter reglerne i kapitel 10.