Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 158/2024 · Bekendtgørelse om optagelse på folketingsvalglisten af personer, der har valgret uanset ophold i udlandet

BEK 158/2024 Art. 14

Kommunalbestyrelsens indledende behandling af ansøgningen

In KraftAmtlicher Text

Er ansøgeren folkeregistreret på Færøerne eller bopælsregistreret i CPR i Grønland, jf. dog stk. 2, underretter kommunalbestyrelsen ansøgeren om, at vedkommende automatisk vil blive optaget på valglisten til folketingsvalg på Færøerne eller i Grønland. Har ansøgeren tidligere været bopælsregistreret i Danmark, underetter kommunalbestyrelsen samtidig ansøgeren om, at vedkommende kan ansøge om at blive optaget på valglisten til folkeafstemninger, der ikke afholdes på Færøerne eller i Grønland, efter lovens § 96 b, stk. 1, og til Europa-Parlamentsvalg i Danmark efter § 14 b, stk. 1, i lov om valg af danske medlemmer til Europa-Parlamentet. Kommunalbestyrelsen vedlægger et ansøgningsskema til brug herfor eller henviser til ansøgningsskemaet på www.valg.im.dk/vaelgere/udlandsdanskeres-valgret.

Stk. 2. Er ansøgeren folkeregistreret på Færøerne eller bopælsregistreret i CPR i Grønland og har søgt om optagelse på folketingsvalglisten efter lovens § 2, stk. 1, 1. pkt., som en person, der er ansat i den danske stat og beordret til tjeneste uden for riget, underretter kommunalbestyrelsen ansøgeren om, at vedkommende automatisk vil blive optaget på valglisten til folketingsvalg på Færøerne eller i Grønland. Tilsvarende gælder sådanne personers medfølgende ægtefælle/registrerede partner/samlever, der har søgt om optagelse på folketingsvalglisten efter lovens § 2, stk. 4, jf. § 2, stk. 1, 1. pkt. Kommunalbestyrelsen underetter samtidig ansøgeren om, at vedkommende kan ansøge om at blive optaget på valglisten til folketingsvalg i Danmark ved at indlevere en ansøgning på et særligt ansøgningsskema med en erklæring om, at ansøgeren ved valg og folkeafstemninger, der afholdes i hele riget, kun vil afgive stemme i Danmark. Kommunalbestyrelsen vedlægger et ansøgningsskema til brug herfor eller henviser til ansøgningsskemaet på www.valg.im.dk/vaelgere/udlandsdanskeres-valgret.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan anvende de standardbreve til ansøgere, der er flyttet til Færøerne eller Grønland, som Indenrigs- og Sundhedsministeriet stiller til rådighed på www.valg.im.dk/valgmyndigheder/behandling-af-ansoegninger-om-optagelse-paa-folketingsvalglisten.