BEK 130/2024 · Bekendtgørelse om udbud af public service-lydunivers med indhold til børn og unge
BEK 130/2024 Art. 30
Krav til indholdet af ansøgningen
Ansøger skal i sin ansøgning redegøre for sine bindende planer for public service-programvirksomheden. Planerne skal være beskrevet tilstrækkelig detaljeret til, at opfyldelsen senere vil kunne kontrolleres af Radio- og tv-nævnet.
Stk. 2. Ansøgningen skal indeholde følgende delelementer: 1) Planerne for den selvstændige redaktion, jf. § 6, stk. 2, herunder en redegørelse for den organisatoriske og redaktionelle kapacitet samt kompetencer og erfaring i relation til det planlagte programudbud. Ansøgningen skal også indeholde en beskrivelse af, hvordan minimumskrav til de redaktionelle medarbejderes erfaring, jf. § 6, stk. 3, er opfyldt. 2) Planerne for tilrettelæggelsen af et samlet programudbud med en tematisk bredde og nyproduktion inden for programkategorierne, jf. §§ 9-10, og evt. øvrige programkategorier ud over minimumskravene, herunder hvordan sammensætningen af det samlede programudbud sikrer et bredt og varieret udbud af relevante lydprogrammer af høj kvalitet til målgruppen. Ansøgningen skal også indeholde en beskrivelse af, hvordan minimumskrav til programudbuddet, jf. §§ 8-10, er opfyldt. 3) Planerne for segmentering af programudbuddet, jf. § 7, stk. 2-3, herunder at programudbuddet indeholder relevante og originale lydprogrammer for alle alderstrin inden for målgruppen samt planer for løbende udvikling af lydprogrammer til de enkelte segmenter ved gentænkning af fortælleformer, journalistik, programformater, produktionssamarbejder m.v. 4) Planerne for inddragelse af målgruppen i udvikling og planlægning af programudbuddet, jf. § 7, stk. 4, herunder hvordan børne- og ungeperspektiver inkluderes i programudbuddet, og hvordan målgruppen medvirker i eller er medskabere af programudbuddet.
Stk. 3. Organisatorisk og redaktionel kapacitet i henhold til stk. 2, nr. 1 kan bestå i: 1) Egne redaktionelle medarbejdere med formidlingsmæssig og/eller børnefaglig ekspertise. 2) Leveranceaftaler med andre foretagenders medarbejdere med formidlingsmæssig og/eller børnefaglig ekspertise.